Kortfattet Veiledning i Bygningsvæsen paa Landet

15 stændigheter kan man undgaa minering, idet stenen simpelthen brytes eller kiles ut av fjeldet. Naar en almindelig graastensmur paabegyndes, anbringes først hjørnestenene; disse bør ha 2 plane Hater vinkelret imot hinanden og heller være større end mindre end de almindelige byggestener. Der- efter fortsættes arbeidet imellem disse, idet man hele liden flittig betjener sig av lod og snor. Man gaar saavidt mulig frem i horisontale lag og sørger altid for at gi murene gode forbandt, idet binderne ind- lægges saa tæt som mulig. Til hver binder paa mu- rens forside svarer en løper paa dens bakside og omvendt. Ved binder forstaaes en sten, som har sin længderetning paa ivers av muren, mens løperen falder sammen med denne. Heller ikke maa 2 støt- fuger komme umiddelbart over hinanden. Alle aap- ninger inde i muren fyldes omhyggelig med skoler, Fig. 14 og 15. men der maa samtidig paasees, at disse ikke ind- drives saa haardt, at stenen rider paa dem. At faa jevn liggeflate<er en av de første betingelser for en solid mur, og kan ikke stenen tilpasses paa anden maate, maa den behandles mød siægge og sætham- mer. En anden feil, som ogsaa hyppig begaaes, er, at man lar stenen hænge mellem 2 eller flere andre stener, hvorved disse trykkes ut. naar der kommer en større vegt ovenpaa. Hvor den ene side av muren vender ind mot et opvarmet rum, kjelder, fjøs eller lignende, maa det nøie paasees, at ingen enkelt sten rækker igjennem hele murens tykkelse. Stenen er nemlig en god varme- leder, og med de vekslende temperaturer vil der let paa murens inderside avsættes fugtighet, der vil hindre rapning eller puds fra at bli sittende fast, likesom rummet indenfor biir mindre frostfrit. Graastensmur bruktes hos os tidligere navnlig til grundmur for fiorskjellige bygninger, til kjeldervæg- ger, samt til vægger i fjøs, svine- og sauehus,, men sjeldnere til andre uthuser eller vaaningshuser. Av stor vigitighet er det, at muren kommer ned under lælen, og man kan under almindelige omstændighe- ter ikke være tryg herfor, ifør man er kommet 1,2—2 meter ned, og for at være aldeles sikker hør man gaa endnu 0,3 m. ned med den. Murens tykkelse av- hænger av det bruk, mtan har for den, men varierer gjerne mellem 0,8 og 1,3, almindeligst 1 m. For (frostens eller styrkens skyld skulde det vistnok kun- ne gaa an at indskrænke tykkelsen adskillig, men paa grund av den uregelmæssige form, som graaste- nen gjerne har, vil det falde vanskelig al faa den ordentlig anbragt i tyndere murer. I vægger lar man ofte muren være noget tykkere neden- end oventil, og man murer da dens ytterside efter lod, mens in- dersiden faar en syag skraaning opad. Graastensimur kan opføres med eller uten mørtel; i første tilfælde bør denne være stivere og magrere (mindre kalk) end til murstensmurer, og den binder heller ikke saa godt som i disse. Brakes ikke mørtel, kaldes muren »tørmur«. Fordelen ved de kompakte murer er, at de vel utførte er sterkere og kan være varmere, mens tørmuren ikke er saa til- bøielig til at avsæitte fugtighet paa indersiden, og fusk under opførelsen lettere lar sig paavise og derved unidgaa, samt at den biir billigere. Ved almindelig husibygning paa landet er derfor tørmuren den, som bør foretrækkes. Hvor der er let adgang til god bearbeidelig sten, der let lar sig opdele og tilpasse i regelmæssige blok- ker, samt hvor der stilles større fordringer til mu- rens styrke, utsprænges og hugges stenen retvinklet og med bestemt størrelse, saa den kan anbringes i muren i like høie skikter med nøiagtig vertikale og horisontale fuger (se fig. nr. 15). Saadan sammenhugget mur bør i almindelighet mures meid kalknwrtel, og hvor den skal være vand- tæt eller paaføres meget stor belastning, bør cement- mørtel anvendes; hvilket sidste som oftest foregaar paa følgende maate: Stenen anbringes i muren i sin rigtige stilling understøttet af trækiler, derpaa tættes