Kortfattet Veiledning i Bygningsvæsen paa Landet

70 høirød farve, der kan brukes saavel til vand- som oljefarver. Baade mønje og sinnober er noget gif- tige og maa behandles med forsigtighet. Der fore- kommer ogsaa mange andre røde farver. Blaat De to blaa farver, der finder størst an- vendelse inden malerhaandverket, er ultramarin og pariserblaat. Begge er meget smukke farver og kan brukes baade til vand- og oljemaling. Grønt. Kromgrønt og sinkgrønt er mineral- farver, som brukes baade til olje- og vandfarver. De er mørkegrønnne, rene og klare farver og meget varige. En smuk grøn farve faaes ogsaa ved blan- ding av pariserblaat og kromgult. Andre grønne farver er for det meste arsenikhoidige, og bruken av dem maa derfor fraraades. Brunt. Umbra og terra di Sienna er smukke og gode brune farver, som kan benyttes baade til olje- og vandfarver og er meget varige. Andre kulører faaes ved at blande visse av de her nævnte farver. Av oljer brukes navnlig: Linolje. Denne forekommer i handelen baade kokt og ukokt, men den sidste er mindre skikket til maling, da den tørrer altfor langsomt. Den kokte er mere eller mindre mørk, alt efter graden av Rokningen, og til lyse farver iagttar man altid at benytte lyskokt olje. Den mørke er dog ster- kere, hvorfor den brukes overalt, hvor malingen er meget utsat for slit, saasoin paa gulv, trapper ni. v. For at faa oljen til at tørre hurtigere, til- sættes den et tørremiddel, hvortil mest brukes sic- catifolje. Terpentinolje er en flygtig olje, hvormed man kan fortynde fernisser og tyk oljemaling, saa de biir mere jevntflytende. Den bidrar ogsaa til at de snarere tørrer. Oljemaling tilberedes i almindelighet paa den maate, at farven røres omhyggelig sammen med, linolje i saa tyk blanding, som det lar sig gjøre hvorefter den fortyndes med linolje, og til indven- dig bruk ogsaa med litt terpentin. Der gives dog farvesorter, som ikke lar sig røre ut direkte i span- det, og disse maa da rives paa en malerhelle og senere fortyndes. Malingen bør dog ikke være for tynd, da træets kvister og porer ellers let vil skinne igjennein. Før del egentlige malerarbeide begynder, inaa forøvrig alle kvister og kvadeagtige porer over- slrykes med kvistlak eller politur (schellak opløst i spiritus). Derefter kommer grundingen, der er en overstrykning med olje tilsat med litt farvestof eller gamle slurnper av oljemaling. Hensigten ined denne er kun at faa utfyldl endel av ujevnheterne og skaffe et underlag for den øvrige maling. Til grun- ding utvendig brukes malingen saa tynd som ni ulig, helst næsten ren kokt linolje, da oljen derved bedre trækker ind i træet, og malingen siden ikke saa let skaller av. Til grunding brukes ikke mørk grundfarve, hvor malingen siden skal være lys. Efterat grundingen er tørret godt ind, begynder den egentlige anstrykning av flåten ovenfra og fort- sættes nedover med lange og jevne drag av kosten, saa hver del biir dækket vel av farven, der ikke maa lægges tykkere paa et sted end paa et andet. Paa trævirke strykes altid paa langs av træets fibre, da man derved faar en jevnere og bedre maling. Til indvendig maling, navnlig til dører og vinduer, gulv og vægger, hvor der skal males med mere omhu, biir der ovenpaa grundingen sparklet, d. e. man fører paa en meget tyk og jevn farve, der be- staar av kridt utrørt i vand samt olje og okker, omtrent halvdelen av hver, hvortil kan tilsættes litt rugmel, der bredes ut med en saakaldt sparkel, del- er enslags flat træspade. Naar sparklingen er tør, avslipes den med pimpsten, og derefter males videre som almindelig. Sedvanlig gives træet 2 anstrøk av maling foruten grundingen; kun med meget lyse larver maa der undertiden gjøres 3 slrøk for at faa træet vel dækket. Ønsker man at bevare træets naturlige farve og struktur, overstrykes det enten med olje eller med kopalfernis; denne sidste faaes i handelen, men har undertiden den feil, at den sent eller aldrig vil tørre; dette bør da undersøkes før kjøbet ved overstrykning paa et stykke glas, som hensættes til tørring et par dage. Utvendig oljemaling paavirkes av luften og solen, hvorfor den bør fornyes hvert 5te—8de aar, mens den indvendig kan holde sig 12—15 aar eller endog længere. Murede vægger kan ogsaa oljemales, men muren maa da være fuldstændig tør og helst forut være overstrøket med tyndt limvand, forat den ikke for raskt skal trække oljen til sig, saa farven biir hængende igjen som støv. Naar lullen har adgang til oljemaling, kan den ikke opbevares nogen læn- gere tid, idet den da tykner sammen til en lær- agtig masse; den bør derfor stadig opbevares under et ca 5 cm. høit vandlag. Vandfarver. Av disse haves forskjellige slags, av hvilke skal nævnes: 1) Limfarve. Denne bestaar av limvand, tilsat slemmet kridt og farve Den brukes mest paa pudsede murvægger, som da for- inden bør være vasket med sæpevand; anvendt paa træ vil den derimot skalle av. Den paastrykes kun én gang, og den opløses av fugtighet, saa den ikke kan brukes utvendig. 2) Kalkfarve bestaar av ren læsket kalk, utrørt i vand og tilsat andre farver alt efter den kulør, man vil ha; en tilsætning av alun gjør farven sterkere og fæster den bedre til væggen. Deft kan brukes baade utvendig og indvendig, men