Gravmonumenterne I Sorø Kirke

havde paatænkt eller vel endog iværksat en Ombygning af Benediktinernes Klosterkirke i Ringsted med det særlige Formaal for Øje at berede det danske Kongehus et værdigt Hvilested. Planen kom til Udførelse, men Aarene, i hvilke det nye Kloster i Sorø blev bygget, søge vi forgjæves Oplysning om. Kun saa meget er sikkert, at dets Kirke og den samtidige Klosterkirke i Ringsted ikke kunne have staaet fuldført før langt hen i det 12te Aarhundredes anden Halvdel. Absalons Kirke, den Bygning, som med forholdsvis faa Omdannelser er bevaret til vore Dage, blev ikke opført paa samme Sted som Asgers, men — saafremt en foreliggende Efterretning staar til Troende*) — henimod halvandet hundrede Skridt syd for denne, der fra nu af maa antages at være bleven bibeholdt ene af Pietetshensyn overfor de Grave, den indesluttede. Da Korpartiet stod fuldført, lod Absalon sin Farfaders og Farbroders, Skjalm Hvides og Tokes Ben optage af deres Grave i Fjenneslevlille Kirke og føre til Sorø, hvor de indmuredes i Pillen mellem Johannes Evangelistens og St. Benedikts og St. Bernhards Kapeller ved den søndre Korsfløjs Østside. Denne Flytning af Ligene frembyder særlig derved Interesse, at den saa klart røber os Absalons Hensigt at gjøre Sorø til Slægtens fremtidige Hvilested. Dermed være det ikke sagt, at han agtede ganske at udelukke Andre fra at blive jordfæstede indenfor Kirkens Mure. Paa Kong Valdemars sidste Tog mod Venden i Foraaret 1179 kuldsejlede i Beltet det Fartøj, som havde den slesvigske Biskop, Frederik, ombord. Biskoppen, hvem Absalon omfattede med inderligt Venskab, druknede tilligemed største Delen af Skibets Besætning, og da hans Lig flere Dage efter — det var paa Pintsedag — drev i Land, lod Absalon det føre til Sorø og hæderligen begrave i Kirkens søndre Korsfløj**). — Skjalm Hvide og Toke bleve vel de første af Slægten, hvis jordiske Levninger kom til at hvile- i den nye Klosterkirke, som nu gjennem lange Tider skulde blive dens Gravplads. Det vilde føre for vidt her at angive Navnene paa alle dem, som vides at være blevne jordfæstede i Bygningens forskjellige Dele, og vi skulle derfor indskrænke os til at nævne enkelte af de betydeligste***). Da Absalon var død i Sorø i Foraaret (21 Marts) 1201, stedtes han til Hvile i Højkoret foran Jomfru Marias Alter, altsaa paa den ypperste Plads i Kirken. I samme Bygningsparti nedlagdes Støvet af hans Slægtning, Biskop Skjalm Vagnsen fra Aarhus (| 1215) og som det synes tillige af Broderen Peder Vagnsen (f 1204), der før Skjalm havde siddet paa Aarhus Bispestol f). At disse tvende Mænd valgte deres Gravsted her, giver os atter et klart Indblik i, hvor stærkt hele Slægten følte sig knyttet til Sorø. I Korpartiets midterste Del umiddelbart foran Trinene, som førte op til Højkoret og ved Hovedenden af Absalons Grav, blev Esbern Snare (f 1204) jordfæstet, og til venstre og højre for ham fandt senere hans Sønner Absalon Bælg (f ca. 1231) og Niels Mule deres Hvilested. En tredie Søn, Johannes Marskalk (f ca. 1213), laa ved den søndre Indgang til den nævnte Del af Koret. Samme Bygningsafsnit indesluttede yderligere Sune Ebbesen til Knardrup (f 1186) — Bygherren for den til vore Dage bevarede Kirke i Bjernede — og hans Hustru Fru Cecilia, der nedlagdes i en fælles Grav. Esbern Snares første og anden Hustru, Hulmfred (f ca. 1170) og Ingeborg (f c. 1190), vare begravne i den søndre Korsfløj, og i den nordre hvilede Skjalm Hvides Datter, Fru Cecilia, der havde været gift med Peder Thorstensen til Pedersborg og ved Datteren Ingerid var Mormoder til de ovenfor omtalte Biskopper Peder og Skjalm Vagnsen fra Aarhus. *) Morten Pedersen: Absalons Genealogi (1589), hvor den gamle Kirke siges at staa ved Østsiden af den til vore Dage bevarede Klosterport og tæt op til dennes nordre Hjørne. Jvfr. Høyens Skrifter ved Ussing 2, 471. **) Vedels Saxe S. DIX. Script. Rer. Dan. I, 280. — Over Biskoppens Vaaben, som har været afmalet i Midtskibet paa den nordre Sides vestligste Hvælvingspille, læstes indtil 1846: „Dns. Fredericus, eps. Slesvicesis, sepultus in muro sanctuarii“. Marm. Dan. I, 151. Wendelboe: Beskr. af Mindesmærker i Sorø Kirke, S. 55. Jvfr. Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1877, S. 234. ***) „Catalogus Uhistrium Soræ sepultorum“, Script. Rer. Dan. IV, 539, og Stamtavlerne sammesteds, hvis Dødsangivelser dog tildels maa benyttes med megen Varsomhed. Den citerede, over Gravene optagne Fortegnelse, som man ved Aaret 1524 har samlet efter forskjellige Kilder, gaar — naar fraregnes kongelige og fyrstelige Personers Hvilesteder — med en ganske enkelt Undtagelse til omtrent Aar 1300. Foruden de, der nævnes ved Navn, siges Kirken at gjemme Støvet af flere end tredive adelige Mænd og Kvinder, samt „utallige“ Andre, som ere jordfæstede paa forskjellige Steder i Kirken og paa Kirkegaarden (anf. St. IV, 544). Paa samme Blad som Gravkatalogen, der tillige indeholdt Oplysninger om Hvidernes Slægtskabsforhold, fandtes yderligere en fuldstændig og kronologisk ordnet Abbed-Række. Samtlige disse, for Sorø Klosters Historie saa værdifulde Efterretninger vare nedskrevne paa et i Kirken ophængt Pergamentblad — den saakaldte Sorøske Tavle — der efter 1757 indlemmedes i Akademiets Bibliothek, hvor den tilintetgjordes ved Branden i 1813 (Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1877, S. 201. Ghr. Molbech: Ungdomsvandringer, S. 268). Foruden den af Langebek offentliggjorte Afskrift haves en ældre, der er udgivet af Joakim Wielandt i 1712. — I Ringsted Kirke findes, som bekjendt, endnu i vore Dage en ganske lignende men noget ældre Mindetavle, som indeholder en Fortegnelse over de i Kirken i Tidsrummet mellem 1131 og 1341 jordfæstede kongelige og fyrstelige Personer (Kongegravene i Ringsted, Tavle VIII). t) Jvfr. nærværende Skrift S. 6, Anmærk, fff).