Gravmonumenterne I Sorø Kirke

in I Aaret 1193 led Sorø Kloster ved Ildsvaade, men Historien yder os ingen Oplysning om, i hvilken Udstrækning det tog Skade*). Godt et halvt Aarhundrede senere — det var i Foraaret 1247 — hjemsøgtes Klostret af samme Ulykke, og denne Gang sank mange af dets Bygninger i Grus**). Kirken brændte, men Ilden maa her fornemmelig have indskrænket sig til Tagværkerne og Bjælkeloftet, som dækkede dens Midtskib. Ved Gjenopførelsen traadte Klostrets Velyndere paa forskjellig Maade hjælpende til, og særlig skulle vi anføre, at Esbern Snares Datter, Fru Ingeborg, der var Enke efter Peder Strangesen til Kalundborg (f 1241), i Aaret 1250 ydede anselige Gaver i Jordegods, til hvilke navnlig den Bestemmelse var knyttet, at de skulde anvendes til Indbygning af Hvælvinger i Kirken***). Den ved Branden anrettede Ødelæggelse var saa stor, at der nødvendigvis maatte hengaa lang Tid, forinden Sporene ganske kunde udslettes. Vi vide ikke, naar Kirken var istandsat og Klostrets Bygninger rejste, men det er muligt, at vi i saa Henseende have et Holdepunkt i en Begivenhed af ganske særegen Art, som indtraf henved fyrretyve Aar senere. I Efteraaret 1285 paa alle Sjæles Fest lod nemlig Klostrets daværende Abbed, Niels, de jordiske Levninger af Absalons Forfædre og Slægtninge, som vare begravede i Asgers Kirke, optage og flytte til Klosterkirken, hvor de nedsattes paa forskjellige Steder i Koretf). Asger og Fru Inge fik deres nye Hvilested i Højkoret ved Sønnens Side. Efterretningen om denne Flytning, der mulig tør sættes i Forbindelse med en Indvielse af Kirken, lider des værre af den væsentlige Mangel, at vi i flere Tilfælde ikke faa noget klart Indtryk af, hvilke Lig der bleve flyttede, og hvilke der alt fandtes i Absalons Kirke. Man har i en nyere Tid paa forskjellig Maade søgt at komme ud over Vanskelighederne uden at dette dog er lykkedes, idet man gik ud fra den fejlagtige Forudsætning, at den til vore Dage bevarede Kirke først var rejst efter Branden i 1247 ff); men holde vi med Høyen fast ved — og om Andet kan der ikke være Tale —, at vi i den have et Værk af Absalon for os, da maa Tidsgrænsen mellem de i den gamle og nye Kirke foretagne Jordfæstelser formentlig sættes til Aarene mellem 1170 og 1180. Hvorledes man i Tiden nærmest efter Branden har forholdt sig med Hensyn til Foretagelsen af Begravelser i Kirken, faa vi lade staa hen, men vi skulle dog minde om, at Korpartiets Hvælvinger i det mindste tildels synes at have modstaaet Luernes Magt. Sorø Klosters stadig tiltagende Anseelse i Forbindelse med de Baand, som Slægtskab eller Venskab havde knyttet, bevirkede ikke blot, at fyrstelige Personer, højtstaaende Gejstlige og andre af Landets frem- ragende Mænd — vi nævne Hertug Gerhard af Schwartzburg, Biskop Johannes Krag fra Roskilde (f 1300) og Kong Valdemar Atterdags Marsk, Henning Podebusk (f ca. 1387) — ved rige Gaver tilkjøbte sig Ret til at blive jordfæstede i dets Kirke, men tillige, at denne i et Tidsrum af mere end et Aarhundrede skulde blive Hvilestedet for Medlemmer af det danske Kongehus fff). Erik Gleppings tredje Søn, Valdemar, der døde i Rostock 1304, blev efter sin Bestemmelse begravet i Sorø Kirkes Højkor(*), og i Aaret 1315 skjænkede Broderen, den senere Kong Kristoffer den Anden (f 1333), og hans Gemalinde Eufemia (f 1330) betydeligt Jordegods til Klostret for ligeledes at erholde et Gravsted i den nævnte Del af Bygningen (**). Sammesteds nedlagdes Støvet af tre af deres Børn, Sønnen Erik, der var valgt til Tronfølger i 1321 men døde et Aar før Faderen(***), og Døtrene Helvig og Agnes. Da Kong Valdemar Atterdag var hensovet paa Gurre i Efteraaret 1375, blev hans Lig, hvad han selv havde ønsket, ført til Slotskapellet paa Vordingborg; men kun føje Tid efter søgte hans Datter Margrethe i sin Søns og sit eget Navn hos Pave Gregor den Ellevte om Tilladelse til at føre de jordiske Levninger ikke blot af Kongen men tillige af hans Dronning, Helvig (f ca. 1374), der var begravet i Esrom Klosterkirke, til Sorø, for dér at berede dem et værdigere Hvilested. I September 1377 indløb den pavelige Tilladelse, hvorefter Flytningen af Kong Valdemars Lig *) Script. Rer. Dan. I, 179. Vi skulle dog her anføre, at Absalon i Aaret 1197 skjænkede Klostret Byen Toaker i Halland, især for at afhjælpe dets Trang til Bygningstømmer, Jern og Salt (Script. Rer. Dan. IV, 471). **) Script. Rer. Dan. I, 391; III, 311; IV, 535; V, 457. ***) Script. Rer. Dan. IV, 481. t) Script. Rer. Dan. IV, 540. I Efterretningen siges udtrykkelig, at Ligene førtes fra den „gamle Kirke“ til den „store Kirke“. tt) Chr. Molbech: Nordisk Tidskrift I, 452 (Kbhn. 1827). H. F. J. Estrup: Indledningen til Wendelboes Beskrivelse af Mindesmærker i Sorø Kirke, S. 7 (Kbhn. 1836). ttt) Script. Rer. Dan. IV, 541—42. Jvfr. tillige nærværende Skrift S. 40, Nr. 10. (*) Script. Rer. Dan. II, 175; IV, 505, 529 og 542. Suhrn: Danmarks Hist. XI, 463. (**) Suhm: Danmarks Hist. XI, 920. — I hvor høj Grad Kong Kristoffer har ønsket at finde sit sidste Hvilested her fremgaar af Gavebrevet, hvori han udtaler, at hvad enten han maatte dø her hjemme eller i Udlandet, skulde det paahvile Klostret at føre hans Lig til Sorø. (***) Hans Død indtraf i Kiel, og Liget henstod en kort Tid i Halsted Klosterkirke paa Laaland (Script. Rer. Dan. VI, 523; Huitfeld: Danmarks Riges Krønike I, 454).