Gravmonumenterne I Sorø Kirke

blev iværksat, medens alt tyder hen paa, at Dronningens — uvist af hvilken Grund — ikke fjærnedes fra Esrom*). Tolv Aar efter Faderens Bortgang mistede Fru Margrethe sin Søn, den syttenaarige Kong Oluf (f 1387), og skjøndt hans Død indtraf paa Falsterbo Slot, blev Liget dog ført til Sorø, hvor det nedlagdes i Koret i Nærheden af Morfaderens Monument. Paa dette Sted i Absalons Kirke havde da ogsaa de tre nordiske Rigers Herskerinde valgt sig sit Gravsted, og fra Flensborg førtes hendes jordiske Levninger did i Efteraaret 1412. Men næppe et Aar rundt kom hun til at hvile i Sorø mellem Fader og Søn, idet Roskilde Biskop, Peder Jensen (Lodehat), den paafølgende Sommer med Magt lod hendes Lig bortføre og begrave i Roskilde Domkirkes Kor **). Hvor mange Gravminder der i Tidernes Løb end ere bortkomne fra Sorø Kirke, — saaledes alle de, der dækkede over Hvide Slægtens Grave —, saa staar der dog endnu til vore Dage et meget betydeligt Antal tilbage, hvoraf en ikke ringe Del frembyder særlig Interesse. Kirken indeholder ialt 143, over et Tidsrum af henimod syv Aarhundreder spændende Mindesmærker af den her omhandlede Art, som vi ifølge deres forskjellige Karakter have inddelt i efterstaaende fire Hovedgrupper: A Gravstene, B Kenotafier og Sarkofager, G Epitafier og Mindetavler og D Kister af Træ med Indskriftsplader. Hovedgrupperne ere ordnede efter kronologisk Rækkefølge og ligesaa de enkelte Monumenter indenfor disse og deres Under- afdelinger***). — Af Gravstene og Brudstykker af saadanne findes ialt 42, hvoraf den ældste skriver sig fra Tiden ved Aar 1200, den yngste fra 1857 f). Kun et forholdsvis ringe Antal af disse Monumenter hidrøre fra den papistiske Periode (14), men ikke faa af dem ere i forskjellig Henseende af betydeligt Værd ft). Kirken indeholder saaledes den ældste over en Abbed lagte Mindesten, vi kjende her hjemme (ca. 1200), ligesom vi ogsaa her finde vor tidligste, sikkert daterede Gravsten over en af Landets Biskopper i det Monument, som betegner Hvilestedet for den roskildske Biskop Jens Krag (f 1300). Klostrets Abbeder i Tiden før 1536 ere repræsenterede ved 5 Ligstene eller dog Rester af saadanne, hvoraf de fire ere lagte over Mænd, som i Tidsrummet fra 1392 til 1467 umiddelbart efter hinanden have varetaget Stiftelsens øverste Ledelse. De over adelige Personer lagte Gravstene frembyde hver paa sin Vis ejendommelige Forhold. Monumentet over Nicolaus Frændesen til Æreslev og Hustru (c. 1300) viser os saaledes et af de meget faa Tilfælde, i hvilke man foruden Randindskriften har anbragt en Indskriftslinje efter Længdeaxen fit); Mindestenen, hvorunder Væbner Matheus Avesen Taa (f 1387) har hvilet, afgiver et af vore ældste Exempler paa Anvendelsen af Minuskelskrift (*); Stenen, der kom til at dække over Ridder Torben Jensen (Sparre, f 1438) og Fru Karen af Slægten Krag, er særlig mærkelig derved, at den, som det synes, er den ældste hos os bevarede Ligsten, der bærer ikke blot Mandens men tillige Hustruens Fædrenevaaben, og i Monumentet, som betegner Væbner Hans Navels og hans Hustrus, Fru Cecilias, Hvilested (1489), se vi, hvad der i det 15de Aarhundrede hører til de sjældent forekomne Und- tagelser, at Indskriften er anbragt i Linjer, som løbe tværs over Stenen. Kirkens yngste, fra Papismens Dage bevarede Ligsten er den, som henved halvandet Hundredaar efter Kong Olufs Død blev lagt over hans Grav (ca. 1525). Ogsaa dette Monument har — bortset fra dets historiske Værd — betydelig Interesse, idet det afgiver et fortrinligt Exempel paa Datidens Lyst til saavel i dekorative Former som i Indskrifternes Bogstaver at tage Forbilledet fra sammenslyngede og paa forskjellig Maade sammenbøjede Baand. Fra selve Reformationsaaret (1536) have vi Ærkebiskop Absalons skjønne Gravsten, hvis udviklede Renaissancestil i Forbindelse med hele den tekniske Udførelse noksom vidne om, at den skylder en fremmed Kunstner sin *) Ny kirkehist. Saml. 5, 865, hvor Pavebrevet er aftrykt. in extenso. **) Script. Rer. Dan. I, 139 og 321; IV, 542. Huitfeld: Danmarks Riges Krønike I, 643 og 660. Naar denne Handling efter det sidst angivne Citat tillægges den daværende Ærkebiskop i Lund, Peder Kruse, da skyldes dette formentlig kun en Navneforvexling. ***) Hvad angaar de enkelte Monumenter, da henvise vi her én Gang for alle til den specielle Omtale af dem i de for- skjellige Hovedgrupper, hvortil de høre. t) Vi skulle her henlede Opmærksomheden paa, at der i Gulvet mellem Munketrappens tvende Løb ligger en meget gammel 2 Al. 9'/a T. lang, 1 Al. 61/« T. bred og ca. 4 T. tyk af blaagraa Kalksten forarbejdet Flise, hvis Sider ere tilhugne medens den opad vendende Flade er ru (Tavle 17, Parti D, x). Da den Formodning ligger saare nær, at det er en Gravsten, man her har benyttet, skulle vi oplyse om, at det ved en af Forf. foretagen Undersøgelse har vist sig ikke at være Tilfældet. Stenens nu nedad vendende Side danner en af en 3 T. bred Ramme omgiven glatsleben Flade, fra hvilken der i den ene Ende udgaar en tragtformet Afløbsrende. Da Fladen med tilhørende Rende har et Fald paa ialt 1’/, T. kan der næppe være Tvivl om, at Stenen har tjent som Bordplade i en af Klostrets Økonomibygninger, hvor den ved Æltning af Brød, Behandling af Smør eller Kjød og andre lignende Sysler maatte yde god Nytte. En ved Forf. udført Tegning af Stenen findes i det oldn. Museums antikv. topogr. Arkiv. tf) I det nævnte Tal have vi da medregnet den S. 17 som Nr. 29 omtalte Sten. ttt) Forskjellige Forhold kunne tyde hen paa, at Indskriften langs Stenens Midte er lidt yngre end Hovedindskriften. (*) Jvfr. Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1887, S. 122.