Gravmonumenterne I Sorø Kirke

V Tilbliven. Den rigt udsmykkede Sten, som dækker over Klostrets sidste Abbed fra den papistiske Tid, Henrik Kristiernsen af Slægten Tornekrands (( 1538) — den Mand, paa hvis Foranstaltning Absalons Monument blev bekostet —, har som hjemligt Arbejde bevaret saare meget af Middelalderens Præg, ja dette træder os endnu i Aarhundredets anden Halvdel klart imøde i de i rén kunstnerisk Henseende kun lidet værdifulde Ligstene, som betegne Hvilestederne for Klostrets Forstandere Niels Jespersen (f 1556) og Oluf Lauridsen Karsemose (| 1565). Ligeledes fortjener at nævnes den smukke og for sin Tid karakteristiske Sten, hvorunder Læsemester Knud Pedersen (| 1569) hviler, saa meget mere, som den er det eneste til vore Dage bevarede Monument over en af de Mænd, der forestod den til Klostret knyttede Undervisning, som gik forud for Frederik den Andens i 1586 oprettede kongelige Skole. Endnu skulle vi her kun henlede Opmærksomheden paa den Sten, under hvilken Prof. i Medicin og Fysik, Georg Kruck (f 1696) er begravet, idet den afgiver et af de hos os sparsomt forekomne Exempler paa, at man til Stenen har fastgjort Prydelser — i det foreliggende Tilfælde to Vaaben og et memento mori — af støbt Metal. — Blandt Kirkens Kenotafier og Sarkofager hidrøre tvende fra Middelalderen, nemlig Monumenterne, som sattes over Kongerne Kristoffer den Anden og Valdemar Atterdag. Skjøndt det førstnævnte af disse ved hensynsløs Fremfærd kun er overleveret os i en højst ufuldkommen Tilstand, saa frembyder det dog særlig derved en betydelig Interesse, at det er det eneste Gravmæle med malmstøbte, liggende Statuer af de Afdøde, vi eje og, saavidt vides, nogensinde have ejet her i Landet. Valdemar Atterdags Sarkofag, af hvilken saa at sige kun Skelettet staar tilbage, er, som det synes, det næstældste hos os rejste Monument, hvortil man har anvendt sort Marmor med paasatte figurlige og ornamentale Prydelser af hvid Alabast. Det ældste har formentlig været det, som Kong Valdemar lod sætte i Roskilde Domkirkes Kor over sin Søn, den unge Hertug Kristoffer af Laaland (f 1363), men af dette, i vor Tid restaurerede Gravminde, hidrører i det væsentlige kun den liggende, vaabenklædte Statue fra det oprindelige Monument. Af de øvrige Sarkofager, som alle skrive sig fra Tiden henimod det 18de Aarhundredes Slutning, ville vi her kun nævne den, hvortil Aar- hundredets betydeligste Navne paa Digtekunstens og Billedhuggerkunstens Omraade ere knyttede, Monumentet, som Johannes Wiedewelt paa Foranstaltning af Sorø Akademi i Aaret 1780 udførte til at indeslutte Ludvig Holbergs jordiske Levninger. — Kirkens Epitafier og Mindetavler omfatte Tiden fra ca. 1570 til 1876, og frembyde som Følge heraf stor Afvexling i hele Maaden, hvorpaa de ere udformede. Som det ældste af de betydeligste blandt disse Arbejder staar Epitafiet, der er bekostet til Minde om Prof. i Historie og kgl. Historiograf Johannes Meursius (f 1639) med Hustru og Børn, og nærmest til -dette slutter sig et Monument, som er sat over to Disciple i Sorø Skole, Brødrene Bent og Niels (Klavs) Andersen, der døde i to paa hinanden følgende Dage i Aaret 1654. I begge disse Arbejder ere de Afdøde fremstillede i dygtigt udførte oliemalede Billeder, som indfattes af Sandstens Rammer med Prydelser af forskjelligt farvet, slebet Marmor. Et i hele Anordningen rigere, men i kunstnerisk Henseende langt mindre værdifuldt Arbejde have vi i et meget anseligt Epitafium, som Fru Barbara Vittrup i 1648 lod opsætte over sig og sin bortgangne Husbond, Rigens Kansler, Kristian Friis til Kragerup (f 1639). Ogsaa dette Monument indeholder Portrætfigurer, men Mand og Hustru ere her gjengivne i knælende, af Sandsten hugne Statuer. I alle Henseender forskjelligt fra de tre nævnte Gravminder er et Epitafium, der paa Bekostning af Fru Kristense Rosenkrantz i Aaret 1674 blev ophængt i Højkoret til Minde om hendes Mand, Rigens Raad, Mogens Høg til Kjergaardsholm (f 1661), og hans første Hustru, Fru Helvig Lindenow. Dette anselige, med bibelske Billedgrupper, orna- mentale Former og Vaabenskjolde rigt smykkede Monument, hvortil vi næppe eje noget Sidestykke her hjemme, er nemlig udelukkende udført af tynde, i Haanden drevne Metalplader, som man dels har forgyldt, dels forsølvet og derefter naglet til i Omrids udskaarne Træplader. — Den sidste af Kirkens her omhandlede Monumentgrupper, Kister af Træ med Indskriftsplader, spænde over et Tidsrum af godt halvtredie Hundredaar, og yde os, da Kisternes Antal er betydeligt (79), ogsaa paa dette Omraade værdifulde Oplys- ninger om de skiftende Tiders forskjellige Krav til den kunstneriske og tekniske Udførelse. De ældste Kister have lodrette Sider og et svagt udhvælvet Laag. Egetræet, hvoraf de ere forarbejdede, er overtrukket med Læder, til Laaget har man foruden Indskriftspladen fastgjort et eller to af tyndt Metal i Haanden drevne Vaaben — i sidste Tilfælde det fædrene og mødrene —, Hjørnerne ere undertiden smykkede med Figurer og Ornamenter af samme Arbejde, og paa Siderne findes svære Jærnhanke, som i Reglen ere anbragte i pynteligt udhugne Beslag af Metal. Kirkens ældste Monument af denne Art, der indeslutter Støvet af Kansleren Kristian Friis’es unge Datter, Anna Katharina (f 1624), udmærker sig fremfor de andre derved, at Læderet i presset Arbejde indeholder Kristi Monogram og bevingede Englehoveder, som omgives af smagfulde Ornamentslyngninger. Tid efter anden bliver Udstyrelsen af den her omhandlede Kisteform rigere og mangfoldigere. Ahnevaabnenes Antal voxer til otte, der anbringes i to, firdelte Skjolde, paa