Gravmonumenterne I Sorø Kirke

28 kun at Overkjortelen har smaa Dobbeltrosetter og Brystsmykke fattes. Figurens højre Haand er afslaaet. Statuerne ere i Lighed med saa godt som alle Figurer paa vore Gravminder fra Middelalderen og Renaissancen fremstillede med aabne Øjne, og af Hovedernes Stilling se vi, at de have hvilet paa Puder. Fødderne have formentlig støttet mod Konsoler. De tvende Sidepartier ere lige høje, 17% T., medens Længden paa det ene er 4 Al. 13% T., paa det andet kun 2 Al. 13% T. .Dette sidste, som altsaa har været knyttet til Kenotaflets Hoved- eller Fodende, indeholder ialt sex, med gotiske, bladsmykkede Gavle af- sluttede Felter, der alle danne Ramme for et større eller mindre Antal (højst 4) Figurer. Det første Felt — regnet fra Øst — viser os en Kvinde med Ferle i Haand, der rider paa Ryggen af en gammel, paa alle Fire krybende Mand med langt Skjæg, og det andet Felt indeholder Brystbilleder af en Konge og en Dronning, som se ud af en med tvende Gavle forsynet Karnap eller Altan. Efter Meddelelse af en „grundig Kjender af Middelalderen“ (o: Prof., Dr. phil. G. Stephens) forklarer Høyen disse Billedgrupper som en Fremstilling af Sagnet om Aristoteles, der, betaget af en skjøn Hetære, paa den nævnte Maade viste sig paa Byens Torv til megen Munterhed for Alexander den Store, som fra Slottet var Vidne til denne Scene. I det tredie Felt ses en mandlig Figur, der bøjer Knæ for en Kvinde med Krone paa Hovedet og tryglende lægger sin Haand paa hendes Arm, og det fjerde Gavlfag viser os to mandlige Figurer, der — som det synes samtalende — staa over for hinanden. Efter ovennævnte Kilde menes den første af disse Grupper at skulle fremstille Kong Ahasverus's Yndling, Haman, der tigger sit Liv af Dronning Esther, medens man i den anden har villet se Carbona og Mardochai, der betragte den hængte Hamans Lig, idet man da gik ud fra, at Hovedfiguren her var bleven tilintetgjort i Tidens Løb. At ogsaa denne sidste Tydning er korrekt, har al Sandsynlighed for sig, thi ikke blot ere de to bevarede Figurer’, af hvilke den til venstre retter Blikket opad, anbragte saa yderligt ved Feltets Grænser, at de med Nødvendighed forudsætte Tilstedeværelsen af en central Fremstilling, men en saadan har desuden i et Naglehul efterladt sig et direkte Spor. I det femte Gavlfag se vi, hvorledes Samson, hvilende med bundne Hænder i Dalilas Skjød, overgives til Filisterne, og som Modsætning hertil har man i det sjette Felt gjengivet Øjeblikket, da han i vældig Kraft omstyrter Templets Pille]’. Det lange Sideparti er inddelt i tolv Gavlfag, som alle have indeholdt en enkelt siddende Figur. Af disse Fag ere de to ud for Partiets Midte ikke blot langt rigere i den ar- kitektoniske Udsmykning end de øvrige, men springe desuden noget frem foran dem, og Grunden hertil er den, at de have omfattet de ypperste Fremstillinger, nemlig Kristus og Maria som Himmeldronning. Des værre er den førstnævnte Figur med Undtagelse af Fødderne og Drap- periets nederste Del tilintetgjort, ligesom ogsaa Skulpturerne i det Hele have lidt betydeligt; men begge de smukke Gavle ere dog i alt væsentligt bevarede tilligemed den fremspringende gjennembrudte Sidevæg til højre, der danner Ramme for tre smaa over hinanden anbragte Løver: en liggende, en siddende og en staaende. I Feltet nærmest til venstre for de to nys beskrevne ses en Fremstilling af Paulus, hvis Sværd er tilintetgjort indtil Fæstet, og de fire efterfølgende Gavlfag omfatte kvindelige Helgenfigurer, af hvilke i det mindste de to bære Krone. Til højre Side for Centralfagene have vi først en Gjengivelse af Set. Peder, dérefter et Felt, hvori Figuren ganske fattes, og nu følge tre Fag, som alle indeholde hellige Mænd, Biskopper eller Ærkebiskopper, der ikke nærmere lade sig bestemme, idet de — ligesom de fire kvinde- lige Figurer — ved voldelig Medfart have mistet Attributerne. Begge Sidepartierne afsluttes foroven med et raat profileret Gesimsbaand, der ud for hvert andet Gavlfag albrydes af et lille rektangulært, svagt fremspringende Led. Disse smaa Led, som alle efter Højden vise to helt gjennemborede Taphuller, frembyde en ganske særlig Interesse, idet de nemlig afgive Vidnesbyrd om, at Kenotaflets Sider oprindelig maa have inde-