Gravmonumenterne I Sorø Kirke

29 holdt et øvre og et nedre Parti, af hvilke da det nu tilintetgjorte øvre efter Længden har været inddelt i sex, efter Bredden i tre Hovedfelter, der indbyrdes adskiltes ved Pilastre eller Halvsøjler, hvis Fodstykker hvilede paa og vare nedtappede i de nævnte srnaa fremspringende Led. Da de øvre Partier sikkert ikke have været lavere end de nedre, har Kenotafiet altsaa i dets oprindelige Skikkelse haft en betydelig større Højde end den, hvori vi nu se det. — Om Monumentets forlængst tilintetgjorte Sokkel lader sig Intet med Bestemthed sige; kun bør det anføres, at den maa have haft et meget kraftigt Fremspring, hvad der vel atter peger hen paa, at Højden har været ret anselig. De tvende anselige Røgelsekar have en Højde paa ialt 2% Al. og bestaa af en Løve og en Grif, der paa Ryggen bære et rigt prydet, sexsidet Spir, som foroven ender i en stor Blomst og forneden maa have indeholdt en Kumme eller Plade til Røgelsen. Kenotaflets ovenfor omtalte Indskrift har formentlig været anbragt paa Malm-Dækpladen, og Sandsynligheden taler vel nærmest for, at den har løbet langs dennes fire Sider i Lighed med Indskriften paa Dronning Margrethes Monument. De paa Morten Pedersens Tid bevarede fragmenter løde: „Stemmate dignos, corde benignos, reque potentes | regia reges hæc tenet ædes morte ruentes, \ his decorus...........\qui regno fuit heu proprio sine crimine pulsus, \ alter Ericus positus rex hic est flius.... | cum mater pia sua cui sociatur j progenies, utinam requies sibi contribuatur. | Victor clarus, sensu gnarus, frater. Erici, j rex tumulum patris ..... j ... istum vult et Christum quomodo venerari.“ 2. Valdemar den Tredie, Atterdag, Konge fra 1340—1375. Højkoret s. ca. 1400. Kong Valdemar blev stedt til Hvile midt i Korpartiets centrale Del (□: Korsskæringen), hvor hans Legeme nedlagdes i en af sort Marmor udført og med Skulpturarbejder af hvid Alabast rigt smykket Sarkofag*). Allerede paa Grevens Fejdes Tid led Monumentet betydelig Skade**), og efter at det i det mindste fra Midten af forrige Aarhundrede havde været berøvet Alt, hvad der hørte til den plastiske Udsmykning, lod i Aaret 1777 den daværende Over- hofmester ved Sorø Akademi, Wolff Reitzenstein, det føre til Højkoret, i hvis sydøstre Hjørne det siden har henstaaet***). Naar vi trods al Mishandling dog endnu ere i Stand til at danne os et endogsaa ret fyldigt Billede af Sarkofagens oprindelige Udseende, saa skyldes det dels de Mærker, som Billedarbejderne have efterladt paa dens Flader, dels et gammelt, i Tiden ved Aar 1600 udført Kobberstik, der dog i mange Henseender maa benyttes med megen Varsomhed****). Sarkofagen er 2 Al. 2% T. høj, og Dækpladen (Laaget) har en Længde af 4 Al. 15% T. til en Bredde af 2 Al. 63/4 T. Paa Dækpladen fandtes en liggende Statue af Kongen, iført en Rustning, der i Hovedtrækkene svarede til den, som Sønnen, Hertug Kristoffer af Laaland (f 1363), bærer paa sit Monument i Roskilde Domkirke. Over Kongens Hoved, der hvilede paa en Pude, var anbragt en Baldakin, og hans Fødder støttede mod en lille, liggende Løve. Til begge Sider for Figuren saas et fladt og smalt dekorativt Parti af omtrent samme Længde som dennef). Særlig med Hensyn til Statuen af Kongen yder den gamle Afbildning os utvivl- *) Script. Rer. Dan. IV. 542. Jvfr. tillige Indledningen og Afsnit G.: Epitafier og Mindetavler, Nr. 1. **) Morten Pedersen: Absalons Genealogi. ***) Jvfr. Afsnit C.: Epitafier og Mindetavler, Nr. 10. ****) Et Exemplar af denne Afbildning findes i det oldn. Museums antikv.-topogr. Arkiv. En Gjengivelse af den er optagen i Fabricius’s Danmarkshistorie I, 599. t) Mærkerne af disse Partier have ledet Wendelboe til den fejlagtige Antagelse (anfr. Skr. S. 68), at der har ligget to Statuer paa Sarkofagens Dækplade.