Haandværkerundervisningen i Danmark gennem 50 Aar

24 begyndt med, og efterhaanden som de voxede, gik denne deres Udvikling ogsaa for sig væsentlig paa samme Maade, som den københavnske Skoles var foregaaet. Men denne Udvikling var selvfølgelig meget langsommere. Det var under de allervanskeligste Forhold, at Sko- lerne i Provinserne i Begyndelsen maatte arbejde sig frem. Usle Lokaler, Besvær med at faa Lærerkræfter, økonomisk daarlige Forhold og endelig en Elev- bestand, som mødte med endnu færre Forudsætninger end Hovedstadens. Undertiden maatte nogle af Sko- lerne standse, og først efter Aars Forløb blev Arbejdet genoptaget. Man maa beundre den Udholdenhed, hvormed man trods Alt dette kæmpede sig frem, og man kan kun glæde sig over de nu saa vidt forskel- lige Forhold, hvorunder de fleste af vore Provinsskoler ere komne til at arbejde. Denne stærke Udvikling, ikke blot i København, men hele Landet over, forklarer maaske den Bevæg- else, der nu opstod i Hovedstaden, som fik en af- gørende Indflydelse paa Skolen der, og som i en lang Periode har haft Magten ikke blot der, men i hele Landet, indtil nu ogsaa dens Tid synes at være omme. Jo flere Elever man fik, desto stærkere mær- kedes deres Mangel paa Forkundskaber. Der klage- des stadig herover, og over, at Institute! i København ikke søgte at raade Bod herpaa. Man sagde, at det kunde være godt nok med den omfattende Tegne- undervisning, som det tekniske Institut havde gjort til sin raison d’etre, men den havde faaet en altfor do- minerende Plads, og der trængtes saavel til en Undervis- ning i de almindelige Skolefag saasom Dansk, Skriv- ning og Regning som til en udvidet og højeregaaende