Om Engvanding

39 tionen, d. e. Planteernæringen staaer i en nøie Forbindelse med det animalske Liv, der findes i Muldskorpen, og at Vandingen, da den tilintetgjør dette, ogsaa maa ødelægge hiin. Uden at ville gaae ind paa en Undersøgelse af det vanskelige og interessante Spørgsmaal om det animalske Liv i Muldskorpen, kan man dog ikke Andet end gjøre opmærksom paa, at en opstillet Hypothese ikke kan re- ducere et lyslevende Factum in absurdum; thi der kan ikke paavises et eneste Exempel her i Landet paa, at en godt ledet varm Vanding har ødelagt Græsvæxten; men derimod kan der fremdrages Exempler i hundredeviis paa, at en fornuftig Vanding aldrig har undladt at frem- kalde Græs paa bar Bund. Forholdet er nemlig et ganske andet; thi paa den bare Bund fremkalder Vandingen ikke alene Græs — men ogsaa netop det animalske Liv. De Stoffer, som Aavandet fører med sig, ere meget forskjellige i Qvalitet og Qvantitet ikke alene for de for- skjellige Aaløb, men ogsaa for de forskjellige Aarstider. Stofferne komme nemlig til Aaen fra de omliggende og ovenfor liggende Byer, Heder, Moser, Marker, m. m., og jo mere frugtbare disse ere, des rigere vil Vandet være. Kommer Vandet fra udyrkede Moser og Sandheder, vil det være fattigt, skjøndt det altid vil medføre endeel qvælstof- rigt Tørvedynd og lidt Kali og Fosforsyre. Kommer det fra dybtmuldede Agre, vil det medføre mange Gjødnings- dele, og kommer det fra mergel og kalkrige Egne, vil det indeholde Kalk. Ikke alene Nilens, men flere andre Floders Tilløb have Navne, der tyde paa Aavandets Farve. Hvor Holtumaaen falder i Skjernaaen (lidt nedenfor Brande) vil man finde denne Farveforskjel; den første Aa kommer fra Moser og Heder, og har en mørk Farve, og den sidste kommer fra Mergelegne, og dens Farve er hvid; selv