Om Engvanding

40 længe efter Sammenstødet, seer man en mørk og en hvid Strøm i Aaløbet. Oplandet leverer ikke til enhver Tid ligemange Stof- fer til Aaløbet. I Tøbrud er det hovedsageligen kun smeltet lis og Snee, som føres til Aaen, og Vandet har ikke megen Værdi. I tørt Veirlig er det kun Vældvand, Drainvand og Grøftevand som strømmer til Aaløbene, og skjøndt dette Vand allerede er meget bedre, indeholder det dog kun faa faste Stoller. Men i Regnveir, og navn- lig ved Regnskyl skylles der fra Markerne mange Muld- og Gjødningsdele ned i Grøfterne, og fra disse atter til Aaløbene, og da er Aavandet rigest. Det synes, som om der ligger en Modsigelse i, at Vandet baade er istand til at optage i sig Stoffer fra Agermarken og til atter at afgive dem til Engene; men disse 2 hinanden modsatte Handlinger foregaae ogsaa under forskjellige Forhold. Der udfordres en vis Hastighed i Vandet for, at det kan medføre faste Stoffer, og jo større Hastigheden er, des tungere Stoffer medføres. Derfor er det ikke uden Betydning, at Aaløbene have en stor Hastighed, thi de ville da ikke alene medtage det Meste af, hvad der til- føres dem, men ville ogsaa sønderdele det Modtagne, saa at det kan følge med Vandet, selv om Hastigheden senere bliver ringere. Ved Vandingskanaler stilles den Fordring, at Vandhastigheden skal være c. P/4 Fod i See. fordi en større Hastighed vil sønderrive Kanalen, og en mindre vil fremkalde for stort Stoftab. Naar de faste Stoffer føres ud paa Engen, har Vandet en ringere Ha- stighed, men selv dette vilde ikke kunne fremkalde nogen tilstrækkelig Stofafleiring, naar Engen ikke var bevoxet; thi Stoffet afleirer sig især i Læ af Græsstraaene. Hvis