Om Engvanding

42 til at absorbere selv under en stor Fugtighedsgrad. Engens Absorbtionsevne forøges, naar Vandingsvandet tvinges til at passere hele Muldlaget og samtlige Rødder. Vi see saaledes, at Aavandets faste Stoffer bedst fanges ved Overrisling, men at de opløste Stoffer bedst fanges, naar man lader Vandingsvandet enten sive fra oven ned til et Drainsystem, eller fra et saadant opad til Overfladen; og vi begynde nu at faae Syn for, at den hidtil brugte almindelige Vanding, som sjeldent eller al- drig anvender Draining, især kun har faaet Nytte af de faste Stoffer og Vandets Luftarter, medens man ved Drain- vanding i en større Grad vil kunne benytte de opløste Stof- fer, der ere af mindst ligesaastor Betydning (see nedenfor). Vandet medfører ogsaa Luftarter, som det indsuger fra Luften, og alter afsætter til Planterne og Engmulden. Det er navnlig Ilt og Qvælstof, som paa denne Maade tilføres Engene gjennem Vandet, og det Karakteristiske ved denne Tilførsel er, at,Vandet, efterat at have afleveret Luftarterne til Engene, paany indsuger, afleverer o. s. v. Luften indeholder 20 pCt. Ilt og 80 pCt. Qvælstof, og Vandet har derfor en stor og rig Beholder, hvorfra det kan forsyne sig, men det kan kun optage i sig en ringe Mængde deraf, nemlig indtil 1 pCt. Ilt og I pCt. Qvælstof af Vandets Vægt. Aavandet indeholder stundom ogsaa endeel fri Kulsyre, men af de nedennævnte Forsøg ved Hervé Mangon fremgaaer, at denne Kulsyre ikke kommer Engene tilgode, idet Vandingsvandet snarere oplager Kul- syre fra Engene, end afgiver det til dem. Vandet ind- suger ogsaa fra Luften Salpetersyre (Qvælstofille) og Am- moniak (Qvælstofbrint). Disse Luftarter danne sig deels ved Forraadnelse af Dyr og Planter og deels i Torden- vejr af Luftens Qvælstof og Ilt og af Brinten i Luftens