Om Engvanding

co Vanddampe. Begge tilføres især Aavandet gjennem Regnen, og de kunne derfor slaaes sammen med de tid- ligere behandlede opløste Stoffer, da de tilføres Aavan- det ad de samme Veie. De Luftarter, som Aavandet kan indaande direkte fra Luften, ere saaledes i Hovedsagen kun Qvælstof og Ilt. Vandet er altid villigt til at optage dem begge, naar det ikke er mættet af dem, og Optagelsen foregaaer hurtigst, naar Vandet er i rask Bevægelse, især naar Bevægelsen er saa rask, at Vandet skummer. Ryster man i et Glas Luft og Vand sammen, foregaaer Optagelsen meget let. Qvælstoffet og Ilten have sikkert en meget forskjellig Be- tydning for Engen. Hvilken Rolle Qvælstoffet spiller, vides ikke, men det er sandsynligt, at det tildeels absorberes af Mulden, for senere at omdannes til Ammoniak eller Salpetersyre og virke som Gjødning. Ilten har derimod en ganske anden Betydning for Planterne; disse indaande eller indsuge ikke reen Ilt, uagtet den er nødvendig for dem. En Agermark be- handles dybt for, som det hedder, at Luften kan komme ned i Jorden. Holdes Luften ude fra Jordskorpen, som f. Ex. i Moser og Kjær ved stillestaaende Vand, bliver Mulden til en suur tørvagtig Dannelse, Næringsstofferne bindes, komme ikke Planterne tilgode, og Vegetationen hæmmes. Gives Luften derimod Adgang til Jorden vil dens Ilt indgaae Forbindelser med de i Jorden værende Næringsstoffer og gjøre disse tjenlige til Planteføde. Det døde stillestaaende Vand er Vegetationens Fjende, fordi det ikke indeholder megen Ilt, men det Vand, der i nogen Tid har været i Bevægelse, det levende Vand, indeholder Ilt nok og fremkalder derfor ingen skadelig