Om Engvanding

82 Udløbere, trives bedst i løs Jord og kan nøies med meget mager Bund. Det giver godt Græs, men slet Hø. Qvikgræsset bør kun fredes paa løse Sandskræn- ter, hvor det gjælder om et stærkt Grønsvær, og paa stadige Græsgange, navnlig af sandet Beskaf- fenhed. 4) Engrævehale, alopecurus pratensis, ynder frugtbar Jord og Fugtighed og er da varig. Paa daarlig Jord fortrænges den let af andre Græsser. Det er ikke noget meget almindeligt, men et af de bedste Græsser til gode Vandingsenge; det kommer meget tidligt, kan slaaes 2 å 3 Gange, er meget frodigt, lægger sig let i Leie, og yndes af Qvæget baade som Græs og Hø. Enge med megen Engrævehale ansees for ud- mærket gode; og Græsset bør saaes naar For- holdene ere gode. — En Afart, Sort Rævehale, al. nigricans, skal være mere nøisom og mere frodig og fortjener vistnok Opmærksomhed. Den voxer vildt i Sverrig og Rusland. Topaxet opret valseformet; Straaet 1 å 2 Al. høil; stærk, mangetrevlet Rod, som opskyder høie tætte mørkegrønne Bladbuske. — Bladene ere glatte og 3 å 4 Linier brede. 5) KnæbøietRævehale, alopecurus geniculatus er mindre end den foregaaende, har knæbøiede Straa og violet anløben Dusk. Den voxer paa side Steder og paa Marskenge og ansees der for at være en af de bedste Græsarter, skjøndt den ikke fylder meget. 6) Eng-Rottehale, Timotheigræs, phleum pratense. Bruges med Held paa Vandingseng og i Udlægs- marker, navnlig paa Tørve- og Kjærbund; maa som