Om Engvanding

84 de ere derfor særligt skikkede til at danne tæt Græs- dække; men dernæst ere de ogsaa fortrinlige baade hvad Qvantitet og Qvalitet af Græs og Hø angaaer, de ved- blive at voxe til Frost indtræffer og staae grønne under Sneen. De voxe i Marskbund, paa side Steder, i Tørve- bund og Vandingsenge, men ogsaa paa tør Bund, selv paa Flyvesand. De anvendes meget og med Held i inddæmmede, navnlig magre og af Havvandet paavirkede Arealer. De høre til de meest udbredte naturlige Græsser i Danmark og danne i magre Hede- marker Hovedbestanden af Græsset, især Hun- dehvenen. Dette Sidste er en af Grundene, hvorfor Græsmarker i Hedeegnene umiddelbart efter en paabe- gyndt Vanding give et saa stort Udbytte; thi Fioringræs- set taaler Vandingen, skyder i Vejret og udbreder sig, og faa Maaneder, efter at Vandingen er paabegyndt, vil man forefinde et kraftigt tæt Græstæppe. Paa god Bund, saasom Sø-Dynd, bør det ikke saaes eller plantes, da det lier gjælder om kun at frede de bedste Græsser, navnlig Rapgræssene. Paa de fleste Enge indfinder navnlig den aim. Hvene sig af sig selv, og behøver ikke at isaaes. Kun paa van skelige Vegetationsforhold saasom Sand og Tørv, kan det være rigtigst at isaa noget Fjoringræs (agr. alba) eller som i inddæmmede Havarealer at plante denne. Blomsterstanden en Top med haarfine Grene; Top- pen hos agrostis vulgaris udspærret og rødlig; — agrostis alba har en mere kegleformig Top, der efter Afblom- stringen er sammenkneben, agr. alba har en lang, agr. vulg. en kort Skedehinde. 11) Fløielsgræs, holeus lanatus.