Om De Danske Farverier
eller Fremstilling af Principperne for Farvningen og af Maaden, hvorpaa den udføres i Tydsklands bedste Farverier, ledsaget af Betragtninger over de danske Farveriers nuværende Tilstand og over Midlerne til deres Forbedring

16 nt jo mere Kalk der bruges, desto mere nf den egenlige Hudsub- stans ganer der tabt, og i samme Forhold tabes i Vægt, idet man bruger mindre Garvemateriale. Naar altsaa Kalkningen fortsættes for længe, taber ikke alene Garveren derved, men Læderet bliver ogsaa meget flettere; thi den Deel ns Hudsubstansen, som Kalken da opløser til Gallert, forbinder sig ogsaa nied Garvestof og danner et fremmed Legeme i Huden, der bliver mindre compact og dertil skjor. Formegen Kalk, og at denne ikke senere er tilstrækkeligt fjernet af Læderet, er den væsen- ligste Aarsag til de hyppige Klager, man hører over, at Fodtøjet saa let brækker; men der gives Mange, som vide, at der ved megen Kalk spares en Deel Bark, uden at ville vide af, at Læderet taber langt mere i Værd. Om Bejser. Naar Huderne tages af Kalken, befries de, for- uden fra Haarene, ogsaa sra de lose Dele paa Kjødsiden, der ikke høre til den egenlige Hudsubstans — De skaves. — Nu gjælder det, saa fuldstændigt fom muligt at befrie dem fra Kalken, og dette skeer paa flere Maader: Paa mange Steder i Udlandet, ved Floder og Aaer, hvis Vand er blødt, hænges de i Vandet — Tiden retter sig efter Luftens Temperatur og Vandets Reenhed; — ere de ganske pjattede, er det et Tegn paa at den største Deel Kalk enten er fjer- net af Huden eller ogsaa tilstede som kulfuur Kalk, der da let kan skaffes bort. Nu er det ogsaa paa Tiden, at tage dem op, da der ellers meget snart begynder en Gjæring. De bearbejdes derfor med en Tavlesteen — glittes —, ofte ogsaa med et Stykke Tagsteen, paa Narven, for at befrie Huden fra endeel skruppede Steder paa Narven, som hidrøre fra, at Kalken har fat sig paa Overfladen, hvorfor denne vilde rives op under Strygningen, hvis man ikke forud glittede den. Nu følger Strygningen. Man farer nemlig med et skarpt Jern hen over Narven, for at udpresse Kalken, der, som kulfuur, er udrevet af sin Forbindelse nied Hudsubstanfen og altsaa med Lethed llddrives. Ofte stryges to Gange, og det skeer da f. Ex., naar man mærker, at der endnu er kaustisk Kalk i Huden, der da, efter eengang at være strøget, atter kommer i Vand eller Bejfe, hvilken man nu bruger. Ofte skeer det ogsaa, naar Læ- deret skal have en ganske lys Farve, eller naar det er af særdeles Vigtighed, at fjerne den sidste Rest af Kalk. Naar Huden er strøget paa Narven, skeer det Samme paa Kjødsiden. Glitning og Strygning ere fælleds for alle de Maader, man bruger til at fjerne Kalken.