Om De Danske Farverier
eller Fremstilling af Principperne for Farvningen og af Maaden, hvorpaa den udføres i Tydsklands bedste Farverier, ledsaget af Betragtninger over de danske Farveriers nuværende Tilstand og over Midlerne til deres Forbedring

aaMaMaMBmysawvHW^ MLrjWMMHnraM 18 Derfor maa det Punkt neje passes, naar Bejsen har virket tilstrækkeligt, Hvilket Praxis bedst lærer, og Huderne maae da stryges, siden stam- pes i reent Band, for at fjerne den sidste Rest af Bejsen og tillige bringe Huden tilbage i en naturlig Tilstand, da den ved Strygningen er bleven saa udspændt. Nu skylles de godt i ft Kar med reent Band og ere saaledes forberedte til Garvningen. Garvningen. Efter den omtalte Behandling bringes nu Læderet i en Garvevædske. Dette bor altid flee om Morgenen, og Huderne idetmindste hver Time røres omkring eller tages op, for at frembyde nye Berøringspunkter, da Garvestoffet ellers ikke kan virke jevnt allevegne, saa at Huderne blive plettede og Narven paa en- kelte Steder snerpes sammen, medens andre Steder ere ganske raae. Derfor bør den første Garvevædske være meget svag og frisk, for ikke at have for megen Galæblefyre. Bar Bædflen stærk, vilde Hudens Porer, i den aabne og udspændte Tilstand hvori de besinde sig, sammenkrympes og saaledes betydeligt forhale den fuldstændige Garv- ning; men jo længere Tid Huderne maae behandles i en Bædfle, der er udsat for Luftens og Temperaturens Indvirkning, desto niere Garvestof gaaer der tabt, baade som Bundfald og som Galæblesyre. (See herom nærmere Side 11—13.) Fagre- og Lammeskind blive altid garvede færdige svømmende i Garvevædske — i Farverne. — Man fordrer fornemmelig af denne Slags Skind at de ere lyse af Farve og bløde. Derfor kan det ogsaa nok gaae an, hvad man hyppigt finder, at disse Barer garves om Vinteren og tørres i den frie Luft i Frostvejr. Læderet bliver meget lyst deraf, hvilket let kan forklares, idet Luften ikke kan indvirke saa let paa de frosne Skind — ilte Garvestoffet; — men disse blive ogsaa meget bløde derefter, thi Vanddelene i Skindet fryse, udvide sig altfaa og sønderlemme tildeels det indre Væv i Skindet. Derfor spares ogsaa Bark, thi om end Skindene ikke ere fuldstændigt garvede, saa faae de dog, paa Grund af det Anførte, Udseende deraf. Dette er den eneste Lædersort, som det kan være tilladt at tørre i Frostvejr; thi det vilde berøve de andre Sorter Egenskaber, som man især fordrer af dem: Overlæder bliver løst, saa at det med Begjærlighed indsuger Vandet, og taber i Styrke; Bindsaalelæder ligesaa, og begge Dele tabe mærkeligt i Vægt. Overhovedet bør Overlæder Helst modtage de forberedende Arbejder og den foreløbige Garvning — i Farverne — om Sommeren; thi det er en Kjendsgjerning, som det ikke falder vanskeligt at forklare sig, at ligesom Saalelædergarvnin- g'n lykkes bedst om Vinteren, saaledes bliver Overlæderet bedst, naar