Om De Danske Farverier
eller Fremstilling af Principperne for Farvningen og af Maaden, hvorpaa den udføres i Tydsklands bedste Farverier, ledsaget af Betragtninger over de danske Farveriers nuværende Tilstand og over Midlerne til deres Forbedring

26 desto længere Lid bor Huden ligge i Bark, for at de videre Aab- flinger kunne mætte sig med en større Mængde Garvestof. Jeg har sagt, at Svældning med Eddikesyre er den bedste og naturligste. Garveren faaer denne som oftest ved Hjælp af den brugte Bark, hvormed Saalelæderet har været nedlagt i Grube. Saalelæder faaer nemlig 3 a 4 Gange frisk Bark — „Satser" —; kun den, der har været brugt til de to sidste Satser og altsaa er mindst udtæret, kan benyttes til at levere „Suurbarkbrye"*). Naar Huderne trækkes op af Gruben, kommer Barken i en anden Grube, der pompes fuld med Vand. Efter nogle Ugers Forlob ere Bark og Vædfle sure, og det er væsenligst Eddikesyre samt noget Mælk- syre, men som langt fra har nogen skadelig Indflydelse. Af Bark, der har været anvendt til Overlæder, faaes kun vanskeligt og seent „Suurbark", da Kalken forhindrer dennes Dannelse. Suurbarkbrye er den billigste og bedste til Svældning, da den tillige indeholder noget Garvestof, faaqt Garvningen med det Samme begynder og modererer Virkningen af Svældningen. Eddikesyren i Barken er fremkommen ved Gjæring af Barkens extractartige Bestanddele. Suurbryen indeholder foruden Garvestof endnu Extractivstof, der giver den sin rødlige Farve, Flere af de bedre Forfattere, som have flrevet om Garvning, sige, at Svældningens Hensigt fornemmelig er, at blande Trævlstof med Gallert, det er, at frembringe en almindelig Opblødning og Forening, for at faae et eensartet Produkt. Garvningen er imidler- tid en Forening af Garvestof med Hudtrævlerne, ingenlunde med Liim eller Gallert, som ikke maae findes i Huden; er dette tilstede i Huden, enten fremkommet ved varin Behandling eller ved urigtig Anvendelse af Syrer og Alkalier, faa lægger Forbindelsen af Garve- stof med Gallert sig imellem de endnu tilovers blevne Trævler, og liian faaer et sprødt og slet Læder. Det forstaaer sig, at Svældningen maa skec gradeviis, og Hu- derne maae i Begyndelsen bringes i en svag Vædske, der som oftest er meget fortyndet med Vand. Undertiden tilsættes noget Birke- bark, der gjor Vædsken surere. Naar Svældningen er tilstrækkelig, hvilket ene Praxis kan besteimne, saa bringes Huderne gjerne i et Par Farver, hvori er ung Egebark, og blive derpaa „forstødte", det er stødte ned i Farverne, idet man passer paa, at mellem hver Hud kommer noget Bark. Her blive de staaende stille, indtil man efter *) Saure Lohbruhe.