Norges Malerkunst I Middelalderen

moderen, barmhjertighetens dronning, han vilde gi et billede av — ikke den smilende ungpike eller den gotiske verdensdame, derfor karakteriserer vi ham bedst ved at kalde ham Mater?misericordiæ?mesteren. Og i dette navn ønsker vi at gi uttryk baade for dette sjælelige, som han bragte ind, og for det fremmede, det vælske, som er over hans kunst. Men tiltrods for dette fremmede, som utvilsomt er over hans kunst og som i mange retninger lar ham virke saa ensomt og eiendommelig blandt vore malere, — han gaar dog naturlig ind i gruppen. Han blir den fjerde av guldalderens store klassiske malere i Bergen. Stod han fremmed for Mirakelmesterens vid og lyse farver, for Legendemesterens flotte kunst, saa gaar han dog ind i denne retnings arbeide med det koloristiske. Han modellerer i lys og skygge, og han bryter farverne som de andre kolorister. Men denne kolorisme arbeider dog med en helt anden skala, han lever i en anden farveverden. Istedenfor de lyse og opstemte farver har vi her de dype og mørke. Det er farverne fra de alvorlige ceremonielle mestere han dyrker, men paa koloristisk vis. Er haanden den ivrig eksperimenterende kunstners, saa er røsten de høitidelige og ceremonielle mesteres. Det er noget av stemningen fra Feh og Hammer? antemensalet som gaar igjen. Og i den alvorlige holdning hans tavle har, viser han en heldning mot den klerikale retning i Bergens kunst. Det er fra mange kilder hans kunst har suget næring, mere fjerntliggende end nogen anden av vore kunstnere, og vi kan tænke os, at det har staat for ham en opgave av syntetisk art i vor kunst, nemlig den at søke samlet geistlige og verdslige kunststrømninger, fremmede og hjem? lige. Alvoret og høiheten fra den geistlige skole forenet med den anden skoles kunstneriske erobringer, be? riget med yderligere nye impulser. Hvor maa han ikke ha virket en? som og fremmed, denne mand som arbeidet med opgaver landet ikke var modent for? Det er næsten som man i dette billede med den mørke farveskala tror at se en kunstner som forløfter sig. Vi ser hvor tungt han arbeider med det hjemlige, og vi ser ogsaa at noget av Italien dæmrer bak dette billede. Men intet staar ham fjernere end det at være eklektiker. Alt det fremmede blir bearbeidet, og der er over baade hans linje og farve noget dypt personlig. Naar alt kom? mer til alt, er han kanske den per? sonligste kunstner i hele vor mid? delalders maleri. Men han synes at høre til disse kunstnere som har villet mere end de har magtet. Man kan kanske mene, at dette er at læse for Hyrdernes forkyndelse. Aardaltavlen. meget ut av et billede, og at denne 123