Norges Malerkunst I Middelalderen

her enklere — det er arkitektur og plastik man hovedsagelig har været optat av, og i dette milieu har Eidsmesteren arbeidet sig ind. At der ogsaa andetsteds kan findes paralleler til den utvikling vi her tror at se, er klart nok. Den plastiske fylde laa i tiden, og lignende kunstutviklinger kan man møte paa steder,' hvor betydelig bil# ledhuggerkunst præger kulturmilieuet. Ogsaa andre malere inden Nidaros# skolen beholder et vist arkitektonisk og plastisk præg, og en litt enstonet murrød kolorit gaar igjen. Ved siden herav har vi et rikt kompositionsschema, som kan gaa over i det rent fortællende. Vi skal se litt nærmere paa dette i forbindelse med næste kapitel. Bak Eidstavlens fyldige motivrække trodde vi at se noget av glasmaleriet fra domkirkens høie vinduer. I norsk kunst vil han staa som en av de store komposi# tionsbegavelser. Selvfølgelig er ikke disse kompositioner originale. Det er tidens mo# tiver som gaar igjen, men det er kun de betydelige mestre, som saa at si med stadig øket utbytte kan disponere den kunstneriske kapital, som generationer har oparbeidet. Blandt disse hører vor mester. Vi ser ham videre som utslag av en egen høigotisk trønderkunst, utviklet under sterke indtryk fra Bergen. Et andet, rigtignok kunstnerisk middel# maadig arbeide bekræfter yderligere dette indtryk av et vist særpræg, som vi har faat av den høigotiske trønderkunst. Det er en Maria#tavle fra Vanelven. Den er saa for# underlig ukoloristisk. Selv daarlige bygde# arbeider fra Bergen viser det koloristiske i skolen, viser maleren med hans malerglæde. Her har vi en tør høigotik med helden mot det plastiske og arkitektoniske. Det for# tællende, som var yndet heroppe, kommer ogsaa frem i dette billede. Tavlen kan ikke bringes i forbindelse med nogen av vore kjendte betydelige ar# 19 Nadverden, Kristus bærer sit kors, nedfarten til helvede, tidstavlen. 145