Norges Malerkunst I Middelalderen

oftere omtalte maler Walter, Edvard I’s hof? maler, med sønnen Thomas som sin nabo. Fra England har vi ogsaa opgaver over hvad Henrik III betalte sine hofmalere. Walter fra Durham fik 7 shilling for en uke, hvil? ket i vor tids mynt er mellem 60 og 70 kr., mens hans søn Thomas som hans med? hjælper for seks dage fik 1 sh. 6, i vor tids mynt ca. 12 kr. Flere kunstnere fik 2 sh. 6 for seks dage, altsaa noget over 20 kr. Løn? nen var altsaa meget forskjellig, hvilket tyder paa forskjellige kvalitetsarbeider. I Paris vet vi, dannet malerne og billed? huggerne et eget laug. I Étienne Borleau’s Le Livre des Métiers fra ca. 1260 finder man deres laugsregler. Først staar det der, at den som vil være billedhugger eller maler i Paris, maa arbeide efter sedvane i faget i træ, sten, ben, horn, elfenben og malerier smukke og lovlige (fag? og laugsmæssige). Dernæst kan billedmaleren i Paris ha saa mange svender og lærlinger han vil, og ar? beide om nætterne, naar haandverket kræver Detali av kirkemøde! fia Reinii kirke. univ. oids^i..^. det. Billedmalere skylder ikke avgift av nogen ting som han sælger eller kjøper som hører til hans fag, han er fri for vagttjeneste, «ti deres haandverk frir for dem paa grund av at det omtrent udelukkende hører til tjenesten for Vor Herre og hans helgener og til ære for den hellige kirke». Saa har vi spørsmaalet om at bruke egte og første? rangs materiale. Der var fordringerne strenge. Intet maa sælges som forgyldt, hvor ikke guldet er lagt paa sølv. Hvis guldet er lagt paa tin og han sælger det uten at si det, saa er arbeidet falskt, og guldet og farverne bør helt avskrapes. Dog maa dette falske arbeide ikke bli brændt, for de hellige mænds og kvinders æres skyld, til hvis erindring de er gjort. Tilslut maa de hæderlige billedmalere i Paris betale skatter og øvrige avgifter, som de andre borgere i Paris skylder kongen. Vi ser altsaa her en fuldt organiser! kunstnerisk fagforening. Uten at ha fast laug, saa har nok de norske kunstnere ogsaa holdt sammen, lært av hverandre, holdt svende. Enkelte sterkere naturer har bestemt hævdet de fagmæssige æresbegreper ganske som i vor tid. Deres løn har vel været som de engelske, og bestillinger har de faat av kongen, den høiere geistlighet eller private. I den tidligere omtalte legende har vi ogsaa et andet litet kulturbillede. Djævelen kommer utklædt som rik kjøpmand ind i vor malers atelier og vi ser ham gaa om? kring næsten som en moderne kunsthandler, vandrer uten nogen tilladelse om og ser paa verkerne, spør hvad billederne skal bety, mens maleren med mange ord forklarer hvad han egentlig mener med sin kunst. Vi skal la legenden fortælle: — «Nu hænder det en dag efterat maleren var kommet ind i loftrummet og holdt paa at arbeide som vanlig, da traadte uventet en ukjendt kjøpmand ind. Han var meget staselig klædd og 28 217