Norges Malerkunst I Middelalderen

skrifter dukker ogsaa denne arv fra antiken frem, og meget av det hastige i det angel# saksiske, baade i linje og farve kan føres tilbake paa denne folkeligspopulære antike impressionisme i Byzants. Men denne impressionisme var saa at si et synkende element i tidens stil; den hadde ogsaa forbindelser med usikkerheten og formfølelsens svækkelse under den syknende antik og tidlige middelalder. Det vokste ikke straks noget nyt og livskraftig ut av denne retning, og allerede under keisertiden ser vi ved siden av impressionismen en sterk motsat bevægelse. Det er det orientalske som bryter ind. Orienten elsket polykromien, det dekorativt stiliserte, den foretrækker grandezza i gjengivelse av figurer og optrin. Vi faar en heldning mot det heraldiske. Det ceremonielle i sterk stilisering forbundet med dekorativ fylde og farverikdom faar herredømmet i kunsten, kort sagt polykro# mien vinder over en friere kolorisme. Det brogede, kostbare og exotiske tiltaler mest. Det orientalske og arven fra antiken skaper den byzantinske stil, og denne skaper saa middelalderens og alle tiders koloristiske storverk, nemlig mosaikerne. De an# tike forbindelser ligger aapne baade i ornamentik og motivkreds. Ogsaa den antike impressionisme har trængt ind netop her hvor saa meget av orientalismen gjør sig gjæl# dende. Patriarkers lange, hvite gevanter er splittet i grønne, gule og brune partier. Ansigternes inkarnation bestaar av mange toner med hvite flekker. Vi har hoder mo# dellert i blaalige, lilla og røde toner. Vi har i mosaikkunsten det samme som vi møter i de fundne Fajjûmportrætter; man søker at opnaa levende koloristisk virkning gjen# nem spaltning av lokalfarver. Mosaikerne spænder over et langt tidsrum, de følger saa at si byzantinismen gjen# nem hele dens skapende periode. Dens koloristiske utviklingsgang lar sig endnu ikke klart overse, men det grundlæggende koloristiske motiv er en vis klassisk forenkling, hvori der efterhvert utvikler sig en forkjærlighet for det polykrome og exotisk kost# bare. De senere arbeider blir koloristisk mere komplicerte og mangfoldige end de tid# ligere. Og gjennem hele tiden støter man paa impressionistiske elementer. Det viser sig saaledes, og dette fremhæves med styrke, at mosaikerne i St. Markus i Venedig har hat grundlæggende betydning for den koloristiske følelse i det venetianske maleri. Men deres indflydelse strækker sig længer. Den middelalderske emalje og det middelalderske glasmaleri stammer fra mosaikernes kunst. Men det ligger i disse kunst# arters tekniske natur, at det er visse bestemte sider ved den byzantinske kolorisme som der maa bygges paa, og det blir da væsentlig den orientalske polykrome farve, som gjennem de byzantinske emaljer spredes over hele Vesteuropa sammen med de byzan# tinske stoffer og bøker. Glasmaleriet, som stammer fra mosaikerne, faar i middelalderen en sterk blomstring og indtar en central stilling i den maleriske opfatning. Her har den middelalderske maler stadig kunnet studere farvens og lysets samvirken, dette vig# tigste led for utviklingen av koloristisk følelse, og gjennem disse kunstarter faar saa den sterke, polykromt stiliserte, orientalske farvefølelse en almen magt over hele Vesteuropa. Glasmaleriets betydning for utviklingen av den franske malerkunst er saaledes ofte fremhævet. Ved siden av denne polykrome farvefølelse i emalje og glasfarver, den som saa sterkt behersket tiden, ser vi ogsaa tydelig den gamle impressionistiske — man kan næsten si folkelige farvefølelse, med alt det blandede og brutte, det hastige og over# raskende. Det er særlig i bøkerne vi møter dette; det ytrer sig paa mange maater 222