Norges Malerkunst I Middelalderen

farver øket glans, gjør dem sjeldne og fornemme. Denne art kolorit er virkelighets# fjern og stræber absolut ikke mot naturalistisk gjengivelse. Vi har saaledes stadig guldskjæg og guldhaar. Her er den typisk stiliserte kolorit; det dreier sig om en kunstnerisk uttryksmaate som tillater sig paafaldende forandringer av det naturlige for at opnaa bestemte virkninger. Enkelte ting arbeider kunstnerne sterkt frem paa trods av naturen, andre undertrykkes. Koloristisk er Hitterdalsmesteren i sine prægnante farver en ren middelaldersk heraldiker — ogsaa i sin tegning forresten, saaledes at hans evangelistsymboler kunde staa som merker der skinnet lang vei. I virkeligheten er hans farver de mest episke vor kunst har frembragt, man synes næsten foran hans tavle i det fjerne at skimte noget av emaljefarvernes glans. Hans betydning maa doms mes efter den store indflydelse han øvet. Gjennem hele den senere Osloskole merker vi stadig, at der betales tribut til den gamle mester i form av direkte paavirkning, hvilket vel er den vakreste form for ærbødighet, som en yngre generation kan vise en ældre. Av hans apostelhoder skal vi mindes den vakre gammeldagse Petrus med de rødlig optrukne linjer. I baglernes gamle klerikale rede som bisp Nikolas s samtidige og hvorfor ikke som hans ven, synes vi at se Hitterdalsmesteren for os som en maal# bevisst klosterbror der dyrker sin kunst og sin farve med dogmatisk kraft og med gammeldagse krav. I kong Haakons residensby møter vi som Hitterdalsmesterens samtidige Ulvik# mesteren, Bergensskolens grundlægger — ogsaa han med et religiøst repræsentations# billede. Men hos ham er det ikke længer den heraldiske eller polykrome farve som interesserer. Det gjælder snarere at faa en alsidig kolorisme ind i maleriet, vise hvor mange farver tiden nu mestret. I motsætning til Hitterdalsmesteren virker han som en laugs#utdannet fagmand, som med sine farver vil gjøre reklame baade for sine egne kundskaper og for alle de skiftende koloristiske rikdomme, verden var fuld av. Ikke intensiteten men rikdommen var det han vilde gi uttryk for alle middelalderens farver, de rene saavelsom de brutte, lar han spille paa apostlernes dragter: det lysende himmelblaa, det høirøde, det kirsebærrøde, det dypgrønne, det graablaa, det violette - ja, ogsaa det i gult gaaende hvite. I karnationen har han lyse partier særlig over panden, med mørkere partier ved haarroten, omkring øinene brune partier. Tegningen er rødbrun. Det sorte følte han virket for markert. Kort sagt, Ulvikmesteren er et typisk barn av det 13. aarhundrede med alt det vaaknende som præger denne tid. Idan er en verdslig kolorist, og dette skjænker han i arv til Bergensskolen. Den fortsætter ogsaa i hans linje, under det at nye kræfter trær til. Den intensitet i farven, som Ulvikmesteren mistet gjennem mangfoldigheten og rikdommen i sin kolorit, søkte igjen Kinsarvikmesteren at faa arbeidet frem. Han forenkler Ulvikmesterens farveskala, men til gjengjæld stemmer han farverne høiere op. Det murrøde har han faat blodrødt, det sjøgrønne gir han en sterkere klang — ogsaa det kirsebærrøde. Han har en udpræget forkjærlighet for det effektfulde i farven med sterke motsætninger. Han stykker ogsaa billedet koloristisk op og later enkelte farver optræde i smaa partier. Disse smaa enkeltpartier virker næsten imellem paa gammel# dags middelaldersk vis, som stener i et smykke. Ved korsfæstelsen gaar en rød og en brun stige sammen med det grønne kors ind i billedet blandt de optrædende figurer og øker dets litt exotiske farvevirkning. Foruten indramningens sterke farver spreder englevingerne en koloristisk eventyrfantasi over guldgrunden med sit regnbueagtig 29 225