Norges Malerkunst I Middelalderen

avstemte røde, blaa, grønne og gule. Hans største rent koloristiske indsats er model? leringen gjennem lys og skygge. Her fører han kraftig ut, hvad Ulvikmesteren allerede hadde antydet. Det er visse farver han særlig elsker at modellere i, det kirsebærrøde og det lyseblaa, ikke det murrøde og mindre i det grønne. Ved denne sin modellering kommer han i strid med den sorte linjestil, en strid som vi med interesse videre skal følge inden skolen. Ansigterne er oftest rødbrune optegnet, et enkelt sort, og Petrus paa en eiendommelig maate blaalig. Kinsarvikmesteren bygger paa Ulvikmesteren som han stod nær, det er i denne mesters farveforraad han har hentet midlerne til sine koloristiske effekter. Han saa disse farvers magt, og han vilde bruke dem. De staar der nu formelig og dirrer paa kridtgrunden og virker som hidsige repliker i et ord? skifte. Han er bevisst en farvens dramatiker. Den overordentlig pointerte maate, hvorpaa Kinsarvikmesteren fremsatte sine kolo? ristiske anskuelser, hadde sammen med Ulvikmesterens rikdom stillet disse spørsmaal i forgrunden i den bergenske malerskoles utvikling. Man spør med en viss nysgjerrighet sig selv: Hvad vil nu komme? Reaktion og tilbakefald til den gamle polykromi, som allerede Kinsarvikmesterens intense enkeltfarve var inde paa, eller en ny utvikling? Det er her mulig vi mangler mellemstadier. Imidlertid møter vi i Mirakelmesteren en maalbevisst kunstner, som skal gjøre en rik og vigtig erobring for Bergens farvefølelse i middelalderen. Den opgave som Mirakelmesteren og den retning han tilhørte, stillet sig, var med bibeholdelse av de opstemte intense farver at faa frem en harmonisk virkning. Med andre ord: Mirakelmesteren stillet sig som program at kultivere farven. Selv om det er langt fra en middelalders?kunstner til Whistler, som imellem blot kaldte sine billeder harmonier i graat eller i lilla, saa har det dog foresvævet vor mester noget i retning av at faa stillet farverne harmonisk sammen mot en grundakkord. Paa gult, guld og sølv bygger han sin tavle op og stemmer deri ind rødt omkring et dypgrønt midtparti. Farverne har en rikdom paa overgange, som alle er stemt sammen ved en enestaaende kunstnerisk disciplin. Gjennem sit tonemaleri gjør han det mesterstykke at overvinde al den gotiske arkitekturs filigran og faa billedet til at virke som et har? monisk hele. Uten denne mesterlige samstemte kolorit vilde denne tavle med de op? stemte farver og den ophakkede arkitektur virket som et næsten futuristisk billede. Dale? antemensalet er et arbeide med tydelig stræben mot at fremlægge en retnings program i monumental form. Det virker som et av de centrale arbeider i en periode, men retningens improvisation har vi i antemensalet fra Nes. Interessant er her at se, hvor? ledes han ordner sig for at faa stemt sammen de forskjellige grønne, røde, blaa og sølvgraa farver. Denne gang var opgaven lettere. Farverne er tynde, eier saaledes ikke den gamle lyskraft, deres individuelle styrke er svækket. For saaledes at stemme dem harmonisk sammen er det som man under alle de tynde farver skimter den hvite undergrund, næsten som moderne malere, der later lærredet staa igjen og virke sammen med farvene. Hele billedet synes som en slags farveimprovisation med tynde farver avstemt og samstemt, — en gotisk kulturkolorit let og glimrende, men med alle de farer for fremtiden som denne retning indebærer, — særlig farerne for det litt vel luftige og akvarelagtige over farven. Mirakelmesterens karnation paa Daletavlen er meget omsorgsfuld med vel av? stemte røde kinder og læber — ofte ogsaa med rødlige konturstreker, utvilsomt for at disse naturlig skal gaa sammen med ansigtsfarven. Et par av krigerhoderne har 226