Norges Malerkunst I Middelalderen

Den lille tavle fra Fet viser denne retning i hele sin tidlige ædle enkelhet. Levnets? mesteren har i den ødelagte Hammertavle git stilen et storartet uttryk saavel i form som i farve. Med faa kunstmidler har denne mester arbeidet, men netop denne ædle enkelhet gir hans figurer en egen tiltrækning. Over ansigter som over farver har vi en viss høitidelighet, et dypt alvor. Han synes at være en fornem natur med et drag mot det ceremonielle. At han ingen forbindelse har med Kinsarvikmesterens lidenskabelige kolorit, siger sig selv, heller ingen interesse for de «verdslige» lyseffekter som kastes ind i farven. Ønsket man motsætninger, var det nok at stille de kappeindhyllede skikkelser i kontrærfarver mot hverandre — det blaa og det purpurrøde. Men foruten sit formsprog saa har han lært en ting av den nye tid som ogsaa stemte med hans egen følelse, nemlig farvernes harmoniske samvirken. Her bryter han med den gamle polykrome opfatning av farvernes individuelle optræden. Men medens Mirakel? mesteren dristig satte hele farveskalaen ind og stemte sin kolorit op, saa skaffet vor mester sig harmoni ved at stemme alt ned. I de dype farver føler han sig tryg. I karnationen forenkler han. Hoderne tegnes flatt op, kun en fin svak rødme farver de aristokratiske ansigter. I dette avstemte billede har arkitekturen bragt liv ind ved en vis gammeldags polykromi. Dog har den rike benyttelse av sorte linjer holdt billedet i den beherskede stil, hvori han ønsket at optræde. Intet viser bedre rikdommen i den bergenske malerskole end at selv denne kon? servative retning faar sin moderne kolorist. Mater Misericordiæ?mesteren søker ned i de gamle dype farver. Hvad han har villet, er klart, nemlig at løfte den gamle dyp? stemte farvefølelse over i den nye tid og late den faa en ny glans ved at arbeide ind den moderne kolorisme. Han later lyset spille ind i de gamle tunge farver, om ikke like dristig, saa dog like konsekvent som Legendemesteren, hvite linjer følger eller avløser de faa sorte, som endnu lever igjen i hans kunst. Der kastes nye farver ind, rigtignok en dyster gul, men dette gir en egen stemning over enkelte partier, som ikke vort maleri tidligere har hat. Ansigtets konturer trækker han op med kjøtfarvede streker. Vi har i det hele tat her en tydelig forbindelse med Levnetsmesteren. Det er over hans kunst et forsøk paa at forsone det nye med det gamle, paa samme tid som dog det gamle eier den største magt over hans sind. Det er over ham noget grublende, som har git hans farve en egen mystisk dybde. Imellem synes man næsten her at se noget visionært, noget som peker langt ut over hans egen tid. I forhold til denne merkelige koloristiske utvikling har de andre skoler intet til? svarende at fremvise. Efter Hitterdalsmesterens polykrome farvefølelse kom mester Ignotus, som nærmest synes at dyrke linjen i hele dens middelalderske magt. Nu maa vi huske paa, at linjen var gotikens naturlige haandskrift. Det er den som forbinder maleriet med tidens moderkunst: arkitekturen. Naar linjen synker og svækkes, saa rammes traditionen, og personligheten arbeider sig frem. Istedetfor fællesstilen kommer stilen, hvori den enkelte skiller sig ut. Det ene begrep ødelægger det andet. Jo mere selvstændig maleriet utvikler sig, desto løsere blir forbindelsen med de andre kunster. Og stilens sprængstof er det maleriske, flaten som dækkes med farver. Saa længe dette sker polykromt, med de rene, lysende elementærfarver stillet mot hverandre, forbundet ved strekens sorte linjer, beholder stilen sin monumentale karakter. Det er, naar far? verne sterkere og sterkere individualiseres, indgaar nye forbindelser og kombinationer, 228