Norges Malerkunst I Middelalderen

Fløitespiller og danserinde. Vasemaleri av Python og Epithetos. Her har vi altsaa en del av en lærebok for vore middelalderske malere, naar de skulde lage antemensaler og farvet skulptur. Den er av største interesse. Den fører os paa samme maate som ved den av mig offentliggjorte islandske tegnebok ind i vore middelalderske malerverksteder. I den ene ser vi de kunstneriske tanker, her den tekniske uh førelse. Og vi finder tekniken igjen paa vore ar# beider. Det bedste bevis paa træets gode præpa# rering har vi i den rad av antemensaler, som har holdt sig like til vor tid. Guldet staar paa under# lag av sølv med de indristede dekorative motiver. Farverne skinner, imellem malet paa guldet for at gi dem en yderligere lyskraft. Nuancerne og karna# tionerne dannes ved at male lag paa lag. Men oljemaleri i moderne forstand har vi ikke — tiltrods for at olje oftere omtales som bindemiddel for farven. Det kom først op i det 15de aarh., og da opnaaddes den for# del at kunne male vaatt i vaatt, hvilket indledet den moderne malerkunst med alle dens overgange og fine avtoninger i farven. Denne teknik, hvor hver farve likesom maatte behandles for sig, gav den middelalderske farvefølelse en sterk ensidig hold# ning. Der blev ikke plads for saa mange nuancer. De rene farver sattes mot hver# andre. Sterke drageblodsrøde kapper sattes mot grønne kjortler med en bakgrund av rent blaat. Middelalderen stiliserte farven. Dog merker man tydelig i vort maleri i det 13de aarh. en utpræget koloristisk utvikling, som nærmest gaar ut paa at søke farvenuancer. Der føres ind en skala av halvtoner: rosa, brungult, olivengrønt, avstemt graat o. 1. At farven derved taper noget av sin gamle magt, lar sig ikke negte, tiltrods for at det betegner et fremskridt i evnen til at uttrykke sig koloristisk. Dog mot denne rikere koloristiske følelse skyller stadig de primitive middelalderske farver med sit rene, sterke røde, sit grønne og blaa. Vi skal i et slutningskapitel søke at behandle vor malerskole i forbindelse med den middel# alderske farvefølelse. For at binde disse sterke kontrærfarver sammen bruktes de sorte streker. Ingen tid har vel som mid# delalderen forstaat det sortes betydning i et farve# billedes økonomi. Som en sterk væv holder disse sorte streker billedet sammen, dæmper de store ensartede farveflater, mildner overgangene. Det hele mylder av figurer og optrin, av dekorative og arki# tektoniske led virker derigjennem som et behersket farvesterkt teppe. Og her er vi inde ved kjernen av det middel# alderske maleri. Det er i virkeligheten følelsen for linje, som er det centrale i gotisk kunst og særlig i malerkunsten. Der var i tiden et naturlig instinkt for dens bøining, reisning og holdning, for dens Theseus paa havets bund. Vasemaleri fra Eufronios’s verksted. 21