Norges Malerkunst I Middelalderen

Det lille brudstykke skulde derved bli særlig værdifuldt. Det fortæller om en kunsts ner, som behersker tidens kunst — arbeidet hører til de mest fuldendte, vi har —, men hans aandsretnings kontemplative ro sætter ham i motsætning til de verdslige experimen; terende farvemestere. Den gamle linje bærer ikke blot kompositionen, den gaar med sine markerte streker ind i selve farveflaten. I motsætning til nuancerigdommen hævder han den stiliserte farvefølelses princip. Den gir høihet, den gir ro. «Verden er rik paa farver og nuancer, la os bare bruke dem,» siger Ulvik; og Kinsarvikmesterne. Men vor mester svarer: «Hvad skal vi med rigdommen? La heller de enkle straale i sin rene klarhet». Det er to koloristiske principper, som begge i sig eier værdier for alle tider. Den nuancerike, liv; lige, brutte impressionisme fra den sildige antik og den folkelige byzantinisme staar her likeoverfor den høie orientalske, kontempla; tive farvefølelse — vi kan ogsaa si den reli; giøse farvefølelse. De møtes disse to princip; per paa de første trin i vor malerkunsts histo; rie, vi skal følge motsætningerne i den videre utvikling, hvor de bidrar til skolens rigdom. Mesteren fra Fet staar fornem og avklaret, vi ser ham gjerne som den centrale kraft for en geistlig malerkunst i Bergen, en kontemp; lativ med høie fordringer til religiøs værdighet, litt tilbaketrukken likeoverfor de andre arbei; dende kræfter i byen. Han var en «kunstner av Guds naade», saaledes som middelalderens mennesker opfattet dette, det vil si, vor me; ster saa sin kunst som en naade fra Gud, hvilket igjen stillet sine særlig strenge krav, som han ydmygt underkastet sig, krav paa høihet og værdighet og til teknisk fuldkorn; menhet. Ikke altid ting, som vi forbinder med det moderne begrep: kunstner av Guds naade. Bebudelsen og Kristi fødsel. Del av et antemensale fra Fet. 43