Sukkerroen
Optegnelser fra Frankrig (1871-72)

89 som Uovereensstemmelse imellem Theorier indbyrdes og Praxis indbyrdes, saa paafaldende hyppigt møder paa alle Roesukkerindustriens Omraader, kan kun forklares ved, at man har overseet tilfældige tilstødende Omstændig- heder, der have gjort det hele Resultat tilfældigt, hvis den da ikke, hvilket man ofte fristes til at troe, skulde have sin Grund i en vis Fastholden ved Doctriner paa Grund af medfødt Disposition eller ligefrem ond Villie). At opfodre alle Roebladene om Efteraaret er vist næppe tilraadeligt, da de i saa Tilfælde maatte gives i temmelig stor Mængde for at kunne opfodres i frisk Tilstand og ikke vilde indvirke heldigt paa Kreaturernes Befindende. Den heldigste Maade at conservere Bladene som Vinter- foder, er vistnok følgende, som vi skylde M. V. Andrieux: Man graver en Grav af t. Ex. 3 å Alens Dybde paa et Sted, hvor Vandet ikke vil trænge ind. Breden saavel- som Dybden afhænger iøvrigt af, hvor stort et Qvantum man ønsker conserveret — kun maa Graven altid være smallere forneden end foroven, og Hjørnerne afrundes; man lægger nu et Lag Roeblade paa Bunden af c. 6 Tom- mers Tykkelse (forinden de ere sammentrykkede), derefter trædes det sammen og overstrøes med et tyndt Lag Salt og saaledes bliver man ved. Man maa sørge for at strøe Saltet tættere rundt omkring paa Ydersiderne og stampe Bladene fastere sammen for saavidt muligt at hindre Luften i at trænge ind. Eftersom Bladene ville synke sammen paa Grund af deres egen, Saltets og Jordens Vægt, er det godt at vedblive med Lagene indtil hen ved 2 Alen over Jordoverfladen, hvorefter man tildækker det Hele med den opgravede Jord indtil en Tykkelse af idet- mindste een Alen; selvfølgelig giver man dette Jorddække tilstrækkelig Heldning til, at Regnvandet forhindres i at trænge igjennem, og de Revner, som maatte danne sig