Sukkerroen
Optegnelser fra Frankrig (1871-72)

98 Kort efter at Planterne ere spirede frem, luges de, saa at man kun lader de kraftigste tilbage af dem, som voxe midt i Furen, med en Afstand af c. 18 Tommer imellem hver; hvis man vil benytte nogle af de over- flødige Planter til Omplantning paa Steder, hvor det be- høves, maa man vælge de bedste og lade saamegen Jord som muligt medfølge, Lugningen og Hakningen gjentages flere Gange (idet- mindste 3); man maa løsne Jorden imellem Roerne til en Dybde af c. 3 Tommer, uden paa nogensomhelst Maade at beskadige Planten. Naar Roerne optages, vil man snart kunne skjønne over, hvorledes Arbeidet hai’ været gjort, thi Udbyttets Størrelse retter sig væsentlig herefter. Hvis man kan undvære tilstrækkelig Gjødning til en større Drivkasse, kan man anvende den tidligere angivne Saaenings og Udplantningsmaade og derved forlænge Suk- kerroens Voxetid flere Maaneder. Mange paastaae rig- tignok, at saadanne Roeplanter henimod Efteraaret vise en udpræget Tilbøielighed til at gaae i Frø; men selv om saa var, kan man dog let raade Bod paa dette Onde ved at afskjære alle Skuddene i Opvæxten. Mod dette System kan man ikke reise den Indven- ding, at det kun lader sig realisere paa 1ste Klasses Jorder; thi vi forudsætte det netop anvendt paa lettere Jorder, ja endog i de Egne af Danmark, hvor det al- mindelige Agerbrug kun kan give et sparsomt Udbytte og hvor en indtrædende, om endog kun temmelig kort- varig Tørke saa ofte anretter stor Ødelæggelse. Her vil Sukkerroen, naar den dyrkes med Omsigt, maaskee langt rigeligere og sikkrere gjengjælde de anvendte Bekostninger og Arbeider; den vil kunne frugtbargjøre Jorden, fordi den med sin dybe Rod er istand til at hente den Fug- tighed, som formedelst Haarrørskraften altid vedligeholder sig i Sandjorden, men som de almindelige Kornsorter ikke