Sukkerroen
Optegnelser fra Frankrig (1871-72)

MSB 102 og maaskee vil man kunne dette ved følgende Fremgangs- maade: Efterat Sukkerroerne ere optagne med al mulig For- sigtighed, lægger man dem i en Kreds med Rodenden vendt indefter (istedetfor at man ellers pleier at afskjære Bladene, passer man nøie paa at bevare dem alle al- deles ubeskadigede, og tildeels af denne Grund bekymrer man sig heller ikke om den vedhængende Jord, som Ar- beiderne ellers ofte i Mangel af Tilsyn afryste ved at slaae Roerne imod hinanden); Størrelsen af denne Kreds, hvilken iøvrigt er en temmelig ligegyldig Sag, kan være t. Ex. 3 ä 4 Gange Roernes Længde i Gjennemsnit; de lægges ganske tæt, Side om Side, saaat de berøre hin- anden. Paa dette første Lag lægges et andet, ligeledes med'alle Bladene udad og Roden indefter; ovenpaa dette Lag et tredie og saa fremdeles; kun maa man for hvert Lag gjøre Kredsen snævrere i Omfang, saaat man tilsidst kan lukke den hele Aabning med en eneste stor Roe; det Hele vil nu have Udseende af en stor Bladdynge, og være uigjennemtrængeligt for Regn og Sol. Efterhaanden som det overflødige Vand svinder bort paa Grund af Fordampningen igjennem Bladene, ville Roerne blive mindre og mindre og den vedhængende Jord vil efterhaanden tørres og falde af. Roebladene ville dog ikke blot gjøre Tjeneste som naturlige Fordampnings- apparater; de ville tillige vedblive at optage Luftens Kul- syre og saaledes kunne fortsætte Udviklingen af Sukker i Roerne (ved en Række af Forsøg er det nemlig godtgjort, at Bladene vedligeholde Evne til at absorbere Kulsyre i forholdsviis lang Tid, selv efter at de ere adskilte fra Stænglen, og saa meget desto mere, naar Forbindelsen med hele Planten vedligeholdes). Naar Bladene have fordampet de overflødige Vand- dele og ere bievne tørre og visne, ville Roerne have tabt Størstedelen af deres Vægt, og man lægger dem nu i