Sukkerroen
Optegnelser fra Frankrig (1871-72)

106 niende Bureaukrat om, at man er en »uafhængig dansk Mand«, som ikke er Skomager og ikke hedder Ludwig til Efternavn, samt appellere til sine franske Sympathier, bevirker blot, at hans Troe paa Ens tydske Oprindelse bliver endnu fastere, saaat han tager Afsked med et ironisk »pon chour«. Man maa gaae sin Vei. Er man kommet indenfor, sees den store Fabriks- bygning, der efter at have gjennemgaaet alle Phaserne i Roesukkerets Historie, dog kneiser saa godt som nogen ny og i det Hele frembyder et respectabelt og solidt Ud- seende; tætved ligger der et herskabeligt og rummeligt Vaaningshuus netop som det ofte er paa de picardiske Herregaarde fra den nyere Tid; heller ikke er dette uden Grund, thi, med Skam at Tale om, var det fordum en ager- dyrkende og industriedrivende Herregaard, som Eieren lod »sætte paa Aktier«. Sukkerroen dyrkedes her efter en storartet Maalestok baade paa selve Gaarden og de under- liggende Forpagtergaarde; dette var, tænkte man dengang, det eneste Middel til at sikkre Fabrikkens Forsyning og udbrede en hidtil i Egnen ukjendt Agerdyrkningsgreen; et større Antal Fabrikker, hvoraf nogle endog meget be- tydelige, vare iøvrigt baserede paa dette samme Princip, som man dog nu har maattet forlade og som her, som overalt, var Kilden til talløse Bryderier, Feilberegninger, Misgreb, kort sagt Tab af enhver Art; man vilde arro- gant unddrage sig Reglen om Arbeidets Deling som Lov for al Arbeide og Industrie, men — det mislykkedes. Bresles’s Sukkerværk havde forresten erhvervet sig en vis Berømthed ved sine Producter, baade i Retning af Industrien og Agerdyrkningen, samt for sin alsidige Virk- somhed: den beskjæftigede sig med Agerdyrkningen i alle dens Grene, den drev Sukkerfabrikation og Raffinerie, Beenkulsfabrikation, Roebrænderie (3/6) og endelig en Gjød- ningsfabrik; det var som en Art Landbo- og Fabrikshøi- skole, fortrinlig skikket til at tilfredsstille Amateurers Vide-