Sukkerroen
Optegnelser fra Frankrig (1871-72)

9 true Fabrikkens hele Existents, blive ham aldeles uved- kommende eller dog af en a'deles underordnet Betydning. Denne Ordning af Forholdet stemmer maaskee ogsaa bedst med de almindelige Regler om Arbeidets Deling; thi Roedyrkning og Sukkerfabrication ere tvende Virk- somheder, der, fordi de hver for sig udelukkende lægge Beslag paa Opmærksomheden, særdeles vanskeligt lade sig forene uden Skade for den ene eller den anden eller — dem begge. I Lande, hvor Sukkerindustrien er i sin Barndom, er det ad Erfaringens Vei godtgjort, at Landmandens og Fabrikkens Interesser i Almindelighed betragtes som hin- anden modstridende, thi Forholdet mellem Roedyrkeren (særligt Bonden) og Sukkerværkseieren er altid lidt fjendt- ligt. Sukkerværket, mener Bonden, er anlagt for at tjene Penge paa en nem Maade ved at forføre Bonden til at slide og slæbe med Roedyrkning og udpine sin Jord til Fordeel for Fabrikken, dette stønnende Spø- gelse, der ødelægger Landsbyens Fred og Ro, dette rov- begjærlige Uhyre, der vil opsluge Alt hvad der kommer i dets Nærhed og udbrede Fordærvelse og Ødelæggelse omkring sig. I det roedyrkende Frankrig er man dog forlængst kommet ud over dette Standpunkt, og For- holdet er snarere det stik Modsatte; thi Sukkerværkerne ere bievne en for Landmanden næsten uundværlig Ting, den roedyrkende Kreds udvider sig mere og mere, saa at Fabrikkerne nødes til at følge efter, Kontrakterne blive talrigere og talrigere og Roerne dyrkes paa langt større Arealer end de i Kontrakten stipulerede. Grunden er simpelthen den, at Landmanden føler at hans Interesser fyldestgjøres: hans Indtægter forøges samtidigt med at Kvægbesætningen forstørres, Gjødningskraften forøges, Jorden forbedres og Kornet produceres til godt Kjøb. Dette er en Kjendsgjerning, og en Kjendsgjerning er jo, som man siger, et Argument, der ikke tilsteder Ind ven-