Sukkerroen
Optegnelser fra Frankrig (1871-72)

30 og Tydskland, er man dog endnu ikke naaet et eneste Skridt videre end i Begyndelsen af Aarhundredet, thi give en exact Analyse af en Jord, der kan betegnes som den bedste Roejord (i Retning af Sukkermaximum og Minimum af Salte i Roen) kan man overhovedet ikke; dette vil maaskee næppe lade sig gjøre, før man er kommet paa det Rene med, hvorledes Dannelsen af Sukkeret i Roen foregaaer, Noget, der hidindtil er uopklaret. Ad empirisk Vei er det selvfølgelig let at komme paa det Rene med, hvilken Jord der i en vis given Egn pleier at give de sødeste Roer; en Analyse af denne Jord angiver forsaavidt ganske vist Karakteren af den relativt bedste Roejord for denne Egn, men ved at sammenholde denne Analyse, t. Ex. med en Analyse af den Jord, som tilnærmelsesviis har produceret Roer af samme Sukkerrigdom, vil man ofte see, at disse to Slags Jord ere høist forskjellige i deres Sammensætning og ikke have noget fælleds Hovedkjendemærke. Det Samme gjælder om Analysen af Jord fra flere forskjellige Egne, der produ- cere Roer med ganske samme Sukkermængde. Omvendt vil det ogsaa kunne træffe sig, at Roerne, som voxe paa en vis bestemt Deel af Marken, reglementeret, Aar ud og Aar ind give et rigere Sukkerudbytte end Roerne paa den øvrige Deel af Marken, uden at det lader sig gjøre at paavise nogensomhelst Forskjel i Henseende til Jordens Beskaffenhed, Underlaget, Fugtighedsforhold, Læ etc.; Alt er det Samme — undtagen netop Sukkermængden. Franskmanden M. Leplay mener rigtignok at have fundet punctum qvæstionis, idet han nemlig urgerer, at »de kalkholdige Jorder ere de gunstigste af alle for Maximumsudviklingen af Sukkeret og at denne endog synes at følge en vis progressiv Lov i Forhold til Kalk- mængden.« I Praxis har man ganske vist gjort den al- mindelige Erfaring, at Jorder, der indeholde megen Mergel (Kalk-), ofte producere Roer, der indeholde meget Sukkerstof