Oplysninger Om Danmarks Militære Stilling
Bind II (Den Offentlige Del.)

 438 ning af Spørgsmaalet, at det blev Krigsministeren, — som efter den nugældende Ordning kommanderer Hæren i Fredstid, og under hvem Generalstaben i det fore- gaaende er tænkt at virke som et Krigen forberedende Centralorgan — der var udpeget til at være Overgeneral i Krigstid. Det er imidlertid overalt erkendt, at denne Løsning ikke er fyldestgørende. For det første forudsætter de ganske for- skellige Opgaver forskellige Betingelser, der meget sjældent ville findes forenede hos samme Person, idet Krigsministeren da, foruden de omtalte Egenskaber, der er nødvendige for Overgeneralen, tillige skulde besidde fremtrædende Anlæg for Administration samt parlamentarisk og politisk Evne. Men dernæst vil en Ministers Funktioner i Fredstid selvfølgelig ikke levne ham tilstrækkelig Tid til Forberedelse for Krigsvirksomheden, og endelig vil alene den Omstændighed, at Ministerskifter af politiske Grunde er ret hyppige, gøre det umuligt for ham tillige at overtage en Stilling som Overgeneral, der fremfor nogen anden kræver Stabilitet, idet dens Inde- haver kun gennem en længere Tids Virken vil opnaa at gøre sin Indflydelse til- strækkeligt gældende og saa at sige at tildanne det Apparat, hvormed han under sit Ansvar skal løse Krigens Opgaver. Til den som Overgeneral i Krig udpegede Officer, der efter det foranstaaende ikke kan være Krigsministeren og i Almindelighed heller ikke Generalstabens Chef, maa Generalstaben altsaa være nøje knyttet, dels fordi han i Krigstid er den Kom- mandomyndighed, under hvilken den skal arbejde som Overkommandostab, et Samarbejde, der allerede maa indledes i Fredstid, og dels fordi han i Fredstid — ligeledes af Hensyn til sit Hverv under Krig — maa have den øverste Ledelse af den Virksomhed, som efter det ovenstaaende naturlig overdrages Generalstaben, nemlig Krigsforberedelsen i snævrere og videre Forstand (Forberedelse af Mobi- lisering m. m. og Hærens militære Udvikling i Almindelighed). Det bliver da denne Officer, hvem Omsorgen for de Opgaver, der ikke paa betryggende Maade kan løses af de skiftende militære Ministre, maa overdrages, og som derved frigør Mini- steren for et Ansvar, han i Virkeligheden ikke vil kunne bære. At dette Organ for den højeste Kommando i Krig ikke findes i vor Fredsorganisation, er en Mangel af afgørende Betydning, som, naar den ikke afhjælpes, kan forspilde Resultatet af alle Forbedringer paa andre Omraader. Dets Bestaaen i Fredstid er en Betingelse for det Krigsberedskab, som under vore særlige Forhold først og fremmest maa være sikret ved Organisationen. Forholdene ligge i den Henseende forskelligt for en lille Stat som Danmark, der er stærkt udsat for overraskende Angreb, og for en Stormagt. Den sidste vil i Reglen kunne paaregne noget længere Tid til Forberedelse, den har allerede i Fredstid ved de truede Grænser sammen- draget ret betydelige Kræfter, som kan modsætte sig et overraskende Angreb, og selv om denne Modstand brydes, vil et Angreb af denne Art ikke kunne afgøre Krigen. Danmark har ikke nogen saadan permanent Krigsforberedelse i en Grænse- dækning, Værnet for Landet kan først opstilles, naar Faren truer, det maa derfor kunne ske med korteste Varsel, saa meget mere som vore strategiske Forhold er blevne saa vanskelige, at en Fjende, der optræder energisk og overraskende, med eet Slag vi1 kunne umuliggøre eller lamme al vor Modstand, naar den ikke straks er rede. . Allerede Krigsberedskabet vilde saaledes gøre en Armékommando mere nødvendig hos os end i nogen anden Hær, selv om den ikke var tilstrækkelig be- grundet ved Hensynet til Hærens Udvikling. Det er saaledes paavist, at det, naar Hæren, skal kunne opfylde sin Bestem- melse i Krigstid, er nødvendigt allerede i Fredstid at udskille Kommandoen fra Ad- ministrationen-, og, som det tidligere lejlighedsvis er bleven berørt, gør dette Krav sig med særlig Styrke gældende, naar det ikke er en Fagminister, men en parla- mentarisk Minister, altsaa ordentligvis en civil Mand, der staar i Spidsen for Hærens Styrelse. Ansættelsen af en militær Direktør for Ministeriet, gør i denne Henseende ingen Forskel. Mellem de forskellige Afdelinger inden for selve Ministeriet, kan en Direktør tilvejebringe den nødvendige Enhed i Arbejdet; men til at øve en lignende centraliserende Virksomhed over for Hærens overordnede Myndigheder uden for Ministeriet, vil han savne den fornødne Autoritet. Denne kan man kun gøre Reg- ning paa at finde hos en Mand, der forener faglig Indsigt med en saadan udvortes Stilling, at han kan træffe sine Bestemmelser paa eget Ansvar. Ser man derhos hen til, at det selv for en militær Minister, naar han ikke netop var en af Hærens ældre Generaler, til Tider har været vanskeligt, naar det gjaldt Kommandoanliggender, I