Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv

108 men gaar ned, altsaa er ensrettet med A. Magnetiske kraftlinjer cirkler omkring den. Nu vet vi at de to vil tiltrækkes. Ved A har vi altsaa nu tre kræfter: Den elektromotoriske som skyver elektronerne, rettet nedover (med den sedvanlige betegnelse mot elektronen bevægelsen), den magnetiske, frembragt av strømmen i D, rettet mot høire og den elektrodynamiske, rettet fremover. Tænker vi nu atter paa vort vedtræ, ser vi at denne nye kraft er rettet «ut, ind» fra strømbanen, langs vedens marvstraaler, altsaa lodret paa begge de to andre. For at bestemme deres positive retning tænker vi os at vi sætter venstre haands pekefinger i den positive strøms retning (nedad), vender tommelfingeren i den magnet tiske krafts retning (ikke sit eget felts, men det frem? mede felts), her til høire — og bøier langfingeren tib bake i ret vinkel med de andre — her horisontalt mot os — dette vil være den elektrodynamiske, den mate^ riebevægende krafts retning. Her er vi ogsaa ved grænsen av en forstaaelse av den almindelige gravitation, tiltrækningen mellem al materie. Har vi to atomer med ensrettede elektronen baner, bør jo disse tiltrække hverandre, og det samme gjælder større samlinger av slike. Professor Bjerknes har gjort nogen meget berner? kelsesværdige forsøk med pulserende kuler i vand (man kan tænke paa gummiballer, som klemmes sammen og slippes ut igjen). Han fandt at de tiltrak hverandre naar de pulserte ens, men frastøtte hverandre naar de pulserte motsat. Vi skal ikke gaa nærmere ind paa disse ting, men bare antyde den sammenhæng, der kan være mellem tilsyneladende forskjellige foreteelser. Det er endnu langt igjen før alle fænomener er lagt ind under et fælles synspunkt, men fremskridtene har i de senere aar været overmaade store.