Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv

110 med mange, mange flere strømbaner, nemlig alle ato? mernes elektronebaner. Virkningen av alle disse biir forresten den samme som om der gik en strømbane rundt jernet for hvert lag atomer. Tæn* Il II | ker vi os for simpelhets skyld 44cantede f-*lf strømbaner rundt atomerne i et tversnit, vil alle de indre dele av banerne ophæve hver* andre, saa der bare biir de ytre igjen. For Fig 97 hvert lag atomer langs jernkjernen har vi igrunden en ny vikling, og det er rimelig at det i høi grad forsterker virkningen sammenlignet med bare traadrullen. Forholder det sig saa som vi her har tænkt os, behøves det ikke at strømmen i den primære kreds helt brytes av. Bare en forandring av strømstyrken, d. v. s. av elektronernes fart eller det antal som er i bevægelse, maa være nok. Faraday fandt at det foi> holdt sig saa. Strømstyrken i den sekundære strøm* kreds avhang av hvor stor og rask forandringen var i den primære. Forøvrig avhænger strømstyrken i den sekundære ledning ogsaa av dennes egen motstand, aldeles som ved andre strømme. Det som «vækkes» i den sekundære ledning ved forandringen i den pri* mære, er derfor bare en bestemt elektromotorisk kraft. Hvor stor strømmen skal bli, avhænger av hvor let elektronerne har for at komme frem. Elektronerne gjøres kun «klar til sprang» ved forandringerne i pri* mærledningen. Er sekundær* ____________________ ledningen brutt, kommer de jj H jo overhodet ikke frem, men ||___________________1111 it den ene av ledningens en? der «lades» med elektroner. Vi vil tegne op elek> Å tronebevægelsen i en strøms ,___________4y|]| førende bane som piler av W* 1 * * * * Vi*' forskj ellig længde efter den 1/ forskj ellige fart, baade naar Fjg< 98 strømmen sluttes og naar den brytes. Det tar kanske t^oo sek. ^ra strømmen begynder og til den naar sin fulde styrke, men en tid