Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv

8 av denne, glaselektriciteten. I overensstemmelse hermed er glaselektriciteten kaldt positiv og lakelektriciteten negativ. Nu er vi kommet til den anskuelse at det er lakelektriciteten som er elektriciteten, og glas biir elek^ frisk ved at miste av denne slags. Dette volder nu i overgangstiden adskillig forstyrrelse. Mest berømt er vel Franklin blit for sin opfindelse av lynavlederen. Han hadde lagt merke til at elektris citeten let strømmer ut av spidser, og det bragte ham ræsonnere som saa: Hvis tordenskyer virkelig er elektriske, maa det kunne gaa an at skjerme hus mot lynnedslag ved at sætte op en spids paa taket og derfra lede en metaltraad ned i fugtig jord. «Den elektriske ild» maatte da kunne ledes væk før skyen kom saa nær at der blev fare for nedslag. Forsøk paa at faa rede paa om tordenskyer var elektriske, blev samtidig gjort av flere. Franklin gjorde det paa den maaten at han satte op en drage av silke? tøi med en metalspids. Til denne fæstet han en hampen snor, til den en nøkkel og til den igjen en sterk silkesnor som han holdt i. Naar hampesnoren var blit tugtig av regnet, kunde han trække lange gnister av nøkkelen. vPi'S1 Galvani (1737—98) var professor i anatomi i Bologna. Om det var ham eller hans hustru som først gjorde den iagttagelse som fik saa vidtrækkende følger, er det ingen som vet. Allerede samtiden mente at der «stod kvinder bak», og hun blev besunget i en sonet i den anledning. Hvad der blev set av en av egteparret Galvani, er erLtid viStiSere en<3 hvem der først saa det. Galvani hadde hængt op et par froskeben med et vedhængende stykke av rygmarven i en kobberhake paa balkongit^ teret, der var av jern. Et litet vindstøt slængte froske* benets nedre ende hen paa gitteret, og da rykket det i det. Det gjentok sig, og likedan om Galvani med vilje førte benet hen til gitteret. At en frisk muskel trækker sig sammen for elektrisk paavirkning, visste han jo godt, men hvor kom elek? triciteten fra? Det maatte være — mente han — en