Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv

91 ene ende og sydpol i den anden. Det almindelige jerns enkelte molekyler har ogsaa slike molekyler, men de ligger hulter til bulter, og magnetiseringen bestaar da ^>are i at «rette» dem, vende dem samme vei. Det Fig. 67. En magnet knækkes over flere ganger. Hvert stykke er altid en fuldstændig magnet med baade nordpol og sydpol. stemmer med at der viser sig at være «grænse» for magnetiseringen. Man kan ikke komme længer end til at rette alle molekylmagneterne. Forskjellen mellem jern og staal skulde da ligge i at staalets molekylmagneter ikke senere vender tilbake til den kaotiske tilstand, hvad jernets gjør straks magnetiseringsmagneten fjernes. Lægger vi en magnet i jernfilspon, eller endda bedre, lægger vi den under en glasplate og drysser jernfilspon forsigtig ovenpaa, vil sponen ordne sig i rækker, og de fortæller os derved hvad retning den «.magnetiske kraft* overalt har. Omkring en magnet hersker et «kraftfelt», og det kan vi saa at si faa «optegnet» ved hjælp av jernspon. Og de maa ogsaa gi os besked om kraftens størrelse, ialfald saa meget at vi maa kunne si at der hvor sponen lig^ ger tættest, er kraften størst. Kraftlinjernes antal er os ogsaa her maal for kraftens størrelse. Tænker vi os at vi føl* ger kraftlinjerne ind i mag# neten et stykke, vil vi kunne gjøre os en forestilling om molekylmagneternes retning (fig. 69). Magnetiseringen maa da sies at være sterkes kanterne. Fig. 68. Kraftlinjer omkring en magnet. i midten og svakere langs