Trevithick og Vivian.
139
gaaelige Rystelser gjorde det umuligt at køre med denne Vogn
paa en Landevej; der skulde altfor stor en. Kraft til at bevæge
Vognen, og Maskinen kom i Uorden ved Stødene.
Trevithick og Vivian besluttede sig derfor til at nøjes med
at konstruere en Dampvogn, der skulde gaa paa Skinner. — I
Bjærgværker havde man forlængst anlagt Skinneveje for lettere at
kunne trække tungt belæssede Vogne; i Tyskland fandtes derTræ-
skinneveje allerede i det 16. Aarhundrede. Efter 1767, da Jærnet
Fig. 109. Trevithick og Vivians Landevejsmaskine.
blev betydelig billigere end tidligere, erstattede man de fleste Ste-
der de mindre holdbare Træbaner med Jærnskinner.
1804 kom Dampvognen i Gang paa en Skinnevej og gjorde
god Tjeneste. Men Sagens videre Udvikling blev i høj Grad hæm-
met af en indbildt Hindring. Man havde den forudfattede Mening,
at Gnidningen mellem Skinne og Hjul var for lille, naar Damp-
vognen skulde trække større Byrder. Man lagde derfor langs de
almindelige Skinner en Tandstang, hvori et Tandhjul, drevet af Ma-
skinen, greb ind og trak Vognen frem, saaledes som det senere
er taget op paa visse Bjærgbaner med meget stærk Stigning. Eller
man udspændte langs Banen imellem Skinnerne et Tov, der vik-
lede sig paa en Valse, som Maskinen drejede rundt, og hvorved