Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Davys Gnidningsforsøg. 155 mod hinanden. Han fandt da ikke alene, at Isen smeltede ved Gnidningen, men fandt ogsaa, at det dannede Vand havde en højere Varmegrad end den omgivende Lufts. Da nu Vandets Varmefylde er omtrent dobbelt saa stor som Isens (jfr. § 54), godtgjorde dette Forsøg, at den fremkomne Varme ikke hidrørte fra en Formindskelse i Varmefylde. Derpaa viste Davy, at Gnidningsvarmen ikke skrev sig fra Omgivelserne. Han anbragte et Løbeværk, der drejede en Skive mod en Metalplade, under en Luftpumpeklokke, pumpede Luften ud af denne og omgav den med iskoldt Vand. Ved Gnidnin- gen mellem Plade og Skive bleve begge varme, saa et Vokslag smurt paa Pladen smeltede. Her var der ingen Mulighed tilstede for, at der kunde være ført Varme til Pladen i den lufttomme og iskolde Klokke. Davy ansaa da ogsaa sine Forsøgsresultater for at være uimodsigelige Beviser for, at Varme ikke er et Stof, men en Art Bevægelse. ■Skønt baade Rumfords og Davys Forsøg bleve kendte i videre Kredse, var det kun rent undtagelsesvis, at Fysikere følte sig opfordrede til at gaa bort fra den i mange Maader bekvemme Forestilling om Varmen som noget stofligt. I den nærmest følgende Tid fremkom der imidlertid en Række Undersøgelser over Varmens Gang fra et Legeme til et andet og fra Del til Del i samme Legeme, og disse Undersøgelser førte ad andre Veje til Drøftelse af det samme Spørgsmaal om Varmens Natur. VAR MESTR A ALER. § 125. Der hører ingen videnskabelig Forskning til at er- kende, at Varmen søger at fordele sig jævnt i alle Legemer. Stilles varme og kolde Legemer overfor hverandre, ville de første afgive, de sidste modtage Varme, og under visse Forhold forplanter Var- men sig med en umaadelig stor Hastighed gennem Rummet. I det Øjeblik, Solen træder frem bag en Sky, mærkes Solvarmen ved Jordens Overflade, hvor højt end Skyen er oppe; Varmen kommer