Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

442 Berzelii elektrokemiske Teori. søg. Berzelius løftede med stor Dygtighed Arven efter Lavoisier: at lade Vægtskaalen komme til sin fulde Ret i Kemien, og han banede Vej for den analytiske Kemis Anvendelse paa de organiske Stoffer ved at angive ny Arbejdsmaader. hvorved disse Stoffers Sammensætning kunde bestemmes ved Vejning. Sine elektrokemiske Undersøgelser begyndte han allerede 1802—03, men stod paa dette Omraade langt tilbage for Davy. Det var ikke som praktisk Elektrokemiker, han Hk den store Be- tydning, det var derimod ved den elektrokemiske Teori, som han i det enkelte udformede i tredie Bind af hans berømte kemiske Lærebogs anden Udgave 1818, og som blev knæsat sammen med lians fortrinlige kemiske, systematiserende Arbejder. Berzelius tænkte sig i Modsætning til Davy, at Grundstoffernes Atomer have to elektriske Poler med forskellig Elektricitet, men at Polerne ere ulige stærkt elektriske, og den kemiske Tiltræk- ning finder da Sted mellem Stoffer, som have modsatte Elektrici- teter i Overskud. Herved undgaar han at lægge Berøringselektri- citeten til Grund for' den kemiske Tiltrækning og staar for saavidt mere fri end Davy, men Berzelii Teori fordrer, at Grundstofferne i og for sig ere enten positiv eller negativ elektriske, noget, som hverken han eller senere Forskere have kunnet paavise. Berze- lius var udpræget Kemiker og oversaa i høj Grad den fysiske Godtgørelse af sine Hypotesers Rigtighed. I Praksis faldt hans og Davys Inddeling af Stofferne i elektro- positive og elektronegative sammen, ti de tog begge deres Kende- tegn fra Stoffernes Forhold ved den galvaniske Sønderdeling. — § 351. Trods det livlige Røre. Davys Undersøgelse som nævnt fremkaldte blandt Videnskabsmændene, kom der i de første 20 Aar ingen større Opdagelser frem paa det elektrokemiske Omraade, ligesom ej heller Teorien i dette Tidsrum naaede større Udvikling og Klarhed. Det blev, som vi snart skulle se, paa et helt andet Felt, FJlektriciteten i Aarhundredets Tyvetal drog alles Opmærk- somhed til sig. I Elektrokemien skete det næste store Fremskridt ved Davys Lærling og Efterfølger Michael Faraday. Hans be- rømte 7 Undersøgelsesrækker over Elektricitetens kemiske Virkning sluttede med en Hovedafhandling, som han forelagde Royal Society ved Nytaar 1834. For at kunne tale klart om de herhen hørende fysisk-kemiske