Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

454 Den porøse Lercylinder. kommer Strømmen i Stand, i Elementet fra Zink gennem Væd- skerne til Kobber. Strømmen adskiller CuSO.^ og Cu sætter sig paa Kobberpladen, som altsaa ikke polariseres; bliver gennem de fine Kanaler i den porøse Lercylinder ført sammen med Brinten, der hidrører fra Strømmens Spaltning af den fortyndede Svovlsyre, som findes uden for Lercylindren. Til Zinkcylindren gaar Ilt, idet Elektrolyse af fortyndet Syre kan betragtes som Vandadskillelse; Ilten forbinder sig med Zinken, og Iltet (ZnO) danner sammen med Svovlsyren svovlsurt Zink og Vand: Zinkilte og Svovlsyre giver svovlsurt Zink og Vand ZnO + H2SO, = ZnSO, + H20 Der linder altsaa ej heller nogen Polarisation Sted ved Zin- ken. — Elementet er saaledes ret holdbart idet Amalgameringen, der allerede 1828 blev indført af W. Sturgeon (1783—1850), hin- drer Syren i at opløse Zinken, naar Strømmen ikke gaar. — Da- niell havde oprindelig (1836) en dyrisk Hinde til Skillevæg, men blev ved en Købmand G as si o t i London gjort opmærksom paa, at Becquerel med Held havde anvendt en porøs Lercylinder til at skille to Vædsker i et Element. Han byttede den upraktiske Hinde med den praktiske Lercylinder, som siden har fundet Vej til alle konstante Elementer. 1839 byggede en anden London-Professor W. R. Grove (1811—96) ogsaa et konstant Element; istedenfor Kobber i svovl- surt Kobber tog han Platin i stærk Salpetersyre i Lercylindren og fik herved et langt kraftigere, men ogsaa langt kostbarere Ele- ment paa Grund af det dyre Platin. Aaret efter angav en Eng- lænder Cooper og senere R. W. Bunsen (I § 442), at Platinet kunde, uden at Elementet tabte meget i Kraft, ombyttes med Retortkul. Et saadant Bunsen-Element bestaar da af: Zink — fortyndet Svovl- syre — stærk Salpetersyre — Kul. Er det i Virksomhed, opløses Zinken i den fortyndede Svovlsyre, og Brinten, der vilde søge ind til Kullet, iltes af Salpetersyren. — Bunsens Element er kraftigt, men lugter noget, idet Salpetersyren -»ryger«. Endelig skal nævnes det i Telegrafien meget benyttede Lee hl ane hé s Element (Fig. 286). Z er en Zinkstang, som staar i en mættet Salmiakopløsning (Am Cl): K er en Kulstang, der er omgivet af fint pulveriseret Brun- sten (MnO2) i en porøs Lercylinder, som staar ned i Salmiak- opløsningen. Naar det arbejder, udvikles der Chlor ved Zinken,