Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1912-16

119 Meddelelse XVI. Elektriske Forstadsbaner. Af Professor W. Rung. For seks Aar siden holdt Ingeniør S. A. Faber her i Foreningen et yderst interessant og instruktivt Foredrag om eletriske Banesystemer. Siden da har man høstet ikke saa faa Erfaringer; saaledes er en Del af de af Ing. Faber nævnte Systemer allerede forladte, nogle nye er komne til, og de øvrige er bievne udviklede til større Fuldkommenhed. Jeg skal i Aften tillade mig at give Dem et Overblik over det Standpunkt, hvortil man i Øjeblikket er naaet, men bliver dog nødsaget til al indskrænke mig til én enkelt Baneart, idet en generel Oversigt over alle Mulighederne for en elektrisk Drift som en Følge af den rivende Udvikling formentlig vilde føre noget for vidt. Jeg har derfor valgt at omtale de Baner, der tjener til at opretholde Lokal- og For- stadstrafiken, idet disse sikkert maa siges at være dem, der i Øjeblikket har den største Interesse og tillige har de bedste Udviklingsmuligheder. Forinden jeg vil omtale de forskellige Systemer, (1er i Øjbeilkket har været prøvede eller bragte i For- slag, maa jeg af Hensyn til den bedre Forstaaelse af de Fordringer og Principer, der gør sig gældende, først forudskikke nogle teoretiske Bemærkninger, som jeg imidlertid skal søge at gøre saa letfattelige som muligt. Jeg vil straks bemærke, at man ved Overvejel- ser vedr. elektrisk eller ikke-elektrisk Drift bør vogte sig for formegen Enthusiasme; alt har sine Fordele og sine Skyggesider, og man bør fremfor alt ikke glemme de sidste, og især ikke lade sig bestikke i for høj en Grad af de i saa mange Haandbøger eller Brochurer fremsatte Lovprisninger af de elek- triske Baners store og mange Fordele; man bør hu- ske, at disse ofte er fremsatte i reklameagtigt Øje- med, og jeg tror, at man som Elektrotekniker tjener sin Sag bedst ved at stille sig paa et saa nøgternl Grundlag som muligt og frigjort for alle Fordomme. For straks at komme ind paa de for elektrisk Drift vigtigste Grundprinciper, af hvilke baade For- delene og tildels ogsaa Begrænsningerne tydelig fremgaar, vil jeg til en Begyndelse omtale de nær- mere Omstændigheder, under hvilke et elektrisk Tog sættes i Gang, holdes i Fart, bremses og standses, og jeg vil, for at tage et simpelt Eksempel, antage, at Toget drives ved en Jævnstrøms Seriemotor; da der desuden kun er Tale om lokal Trafik, vil jeg tillige antage, at det kun drejer sig om korte Stations- afstande, Lad os antage, at et Tog, som vejer G Tons, med en vis Middelhaslighed skal fores fra en Station A til den næste Station B. For at faa Toget i Gang, skal der paa Drivhjulenes Omkreds virke en vis Trækkekraft, som dels skal overvinde Gnidnings- og Luftmodstand og dels skal kunne meddele Toget en vis Acceleration; da den første Del af Trækkekraften er tilnærmelsesvis proportionel med Togvægten, kan man altsaa sætte den lig med en konstant Størrelse f multipliceret med Togvægten G; den anden Del af Kraften er ifølge en bekendt Sætning fra Me- kaniker) lig med Togets Masse X den Acceleration, hvormed man ønsker, at Hastigheden skal vokse; kalder vi Tyngdens Acceleration g, er altsaa Togets g Masse , og kalder vi Togets Acceleration p, haves altsaa for hele Kraften: i G Z = G-f + — -p <! Størrelsen / andrager som Regel ca. 5—7 kg pr. I af Togvægten, medens Accelerationen p ved de fleste elektriske Baner varierer mellem 0,2 og 0,8 m/Sek.2. For at se, hvorledes de lo Dele af Trækkekraften for- holder sig til hinanden, vil vi f. Eks. sætte G = 100 t, / = 6, p = 0,3 m/Sek.2 og g = 9,81 ~ 10. Vi har da © o II 100 000 10 • 0,3 kg eller Z = 600 F 3000 kg. Det ses altsaa, at selv ved den forholdsvis lille Værdi af Accelerationen p, er det den langt over- vejende Del af Trækkekraften, som benyttes til at bringe Toget paa Fart, og den er ikke mindre end 5 Gange saa stor som den Del, der skal overvinde Modstandene. Da nu Trækkekraften direkte er be- stemmende for den Strøm, som Motoren optager, ses det, at det i første Led er Togvægten i Forbindelse med den valgte Acceleration, som er det afgørende for den Energimængde, som Toget forbruger under Igangsætningen, og at man altsaa maa være ydersi omhyggelig i Valget af disse to Størrelser. Forfølger vi mi Igangsætningen videre, vil man i den første Periode ved Hjælp af Kontroller, Igång- sætningsmodstande eller lign, holde Trækkekraften og dermed Accelerationen konstant, saaledes at To- gets Hastighed vil stige efter en ret Linie (Fig. 1). Naar Kontrolleren er drejet til sin yders te Stilling,