Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1912-16

Hofman, som han havde lært at kende i Aalborg, og med hvem han levede et lykkeligt Samliv i over 40 Aar, nemlig (il hun døde <1. 21. Februar 1882. Denne lange Tid var imidlertid naturligvis ikke uden Sorger. Saaledes mistede de lo Børn som ganske smaa. Jil tredje Barn, en Datter, blev gift med Købmand Major Wright i Helsingør, hos hvem Wilkens tog Ophold, da han i 1886 Irak sig tilbage Ira Læreanstalten. 1 Wilkens' Hjem i København, i Go- thersgade 9, *3dje Sal, boede jævnlig Pensionærer, hvor- iblandt nogle, som Kammerherre Bech og Afdelingsinge- niør Simony, senere blev bekendte Folk. Noget stort Hus var der ikke Raad til at føre. Om Aftenen spilledes der sædvanlig L’hombre, hvori af nulevende f. Eks. Wilkens’ Slægtning, Ingeniør Søren Winkel deltog. Helt let var Wilkens ikke at have al gøre med, hverken i sit Hjem eller senere i sin Svigersøns. Hans selvstændige Karakter gjorde ham ret vanskelig al omgaas, og hans ■Sparsom- melighed kunde stundom gaa for vidt. At han kunde straale af Glæde ved al løse en Sejlgarnsknude, naar han havde forbudt en af sine nærmeste at ødelægge Sejl- garnet ved al skære det over, var en uskyldig Fornøjelse, men al han, naar der var købt amerikansk Olie til ham, fordi hans Mave var i Uorden, forlangte, al Konen og Datteren skulde indtage, hvad der var tilovers, var et ube- hageligt Udslag af hans Egenraadighed og Sparsomme- lighed. Inderlig glad blev han, da Datteren, allerede no- get til Aars, blev forlovet, og han klammede ud af sine Lommer Tegninger af de Møbler, hun skulde have, og viste dem til enhver, og var som Teknolog levende inter- esseret i Møblernes Fremstilling. I Selskabslivet deltog han indtil sin ældre Alder en Del og var en søgt Taler baade i Selskaber og paa Møder. Han skriver derom i sin Selvbiografi: »Der har fra min Fødsel indtil Dato været meget Fut i mig; det førte i mine unge Dage til, at jeg spredte mig lovlig meget, og da jeg med stor Lethed fandi Ord ior mine 'Panker, og Folk gjerne hørte paa mig, blev jeg en flittig Taler paa Generalforsamlinger, i politiske Møder, ved offentlige og private Fester. Men saa mær- kede jeg, al jeg opfattedes som meget veltalende, blev of- fentlig omtalt saaledes, bl. a. af Professor M. .4. Gold- schmidt i hans »Nord og Syd«. Dette førte til, at jeg trak mig tilbage; jeg fandt det overmaade heldigt og behageligt, al jeg med Lethed kunde udtale mig, og at man gjerne hørte paa mig; men jeg vilde paa ingen Maade være en Talemaskine, som blev optrukket i Tide og i Utide«. At (1er var P ut i den gamle Mand ses af flere af de her gen- givne Citater af hans Selvbiografi og ogsaa af følgende Ord, hvormed lian ledsagede et samtidig fremsendt Foto- grafi: »Det er taget, da jeg endnu var en arbejdskraftig Mand, — nu vilde jeg ikke lade mig fotografere, da jeg er cl udslidt Kadaver, det skulde da være, at jeg blev saa gammel, al jeg derved opnaaede at blive en Mærkværdig- hed«. Fotografiet, som var fra 1877, er gengivet her. Med Wilkens’ selvstændige Karakter var parret en betydelig Sjælsstyrke. I sin Selvbiografi gør han nøjagtig Hede for, hvorledes han har opereret sig selv for Sten, idet han selv knuste de Rester af en Blæresten, som Læ- gen erklærede ikke eksisterede. I den medicinske Verden vakte denne Selvoperation betydelig Opsigt, og Wilkens fortalte ofte om den. Da han i 1886 trak sig tilbage til Datterens Hjem, lagde han ganske Studierne paa Hylden, lian skænkede sine Bøger til sin Efterfølger, Docent Mathiesen, og læste i Helsingør kun lidi. Han følte sig paa sine gamle Dage saa nervøs, at han Irak sig tilbage fra Omgang med frem- mede, endog ofte til sine egne Værelser, naar der kom Besøg. Jeg har forgæves forsøgt at faa ham hertil, for at vise ham den teknologiske Samling eller at faa ham til at deltage i en Frokost paa Jærnbanehotellet i Helsingør med polytekniske Studerende, der med mig skulde se Skibsværftet dernede. Men han var rørt over enhver Op- mærksomhed. Hans Dag i Helsingør gik væsentlig med at spille Rambus med en dertil engageret Dame, og Af- tenen med at spille L’hombre med Datter og Svigersøn. En Episode Ira hans 8 0- aa rige Fødselsdag maa jeg have Lov al fortælle. Til hans 50-Aars Kandi- datjubilæum i 1882 indsamlede ældre og yngre Elever en Sum af 1510 Kroner og overrakte ham. Han stiftede deraf el Legat, der dog, for at Summen skulde blive anseligere, først skulde træde i Kraft efter 30 Aars For- løb, nemlig i Dag paa 100-Aarsdagen for lians Fødsel. D. 15. Decbr. 1891 sendte han niig et Brev, hvori der med Legatet for Øje blandt andet staar: »Jeg har til- visse et levende Ønske om at erindres længe ved Lære- anstalten, og jeg haaber ogsaa, at jeg fortjener det, men ellers staar det mig klart, al der om 20 Aar kun vil være nogle ganske faa gamle og halvgamle Folk, der, naar de tilfældigvis høre mit Navn, antagelig ville sige: »Wil- ken, ja bi lidt, jo nu er jeg med, nu husker jeg, at det var ham &.« Med Brevet sendte han mig 1000 Kr. Nationalbank- aktier til at forøge Legatet med. Dette har medført, at Legatet nu er vokset til ca. 8000 Kr. Jeg undersøgte, da jeg modtog de 1000 Kr. Natio- nalbankaktier, om der kunde være nogen Anledning til, at Wilkens saaledes forøgede Legatet og i et Brev af 1ste Febr. 1892 tilbød Samlingen dette legemsstore Por- træt, og fandl, al han var nær ved al blive 80 Aar. Jeg I gik <la til Læreanstaltens Direktør, Julius Thomsen, og bad ham indstille Wilkens til ved den Lejlighed at blive i'.talsraad. Thomsen var først uvillig, men da jeg fore- iioldl ham, at han over for en saa gammel Mand burde I lade tidligere Uvenskab fare, gik han ind paa mil For- slag> °g Wilkens blev Etatsraad. Paa hans 80-aarige Pødselsclag var alene jeg indbudt til at besøge ham i hans Svigersøns Hjem. Da han modtog mig i Entreen, var han i et græsseligt Humør over at have faaet Udnæv- nelse som Etatsraad og erklærede at ville sende Ud- nævnelsen tilbage. Det hjalp ikke, al jeg trøstede ham med, at det naturligvis var gamle Velyndere i Køben- havn, der havde interesseret sig for at faa ham indstil- let. Del var Kommandør, han vilde have været. Dagen var ret pinlig, og jeg var ikke glad ved al skulle fortælle Julius Thomsen, at Udnævnelsen vilde blive sendt til- bage. En Trøst var det da, at Wilkens hurtigt tilskrev mig, at han havde betænkt sig, da det vilde være tølper- agtigt mod Kongen at sende Titlen tilbage. Julius Thom- sen smilede, da jeg fortalte ham Historien, og sagde, da lian hørte, at han vilde have været Kommandør, at del kunde han bare ikke være blevet saa længe efter sin Afsked. Lærerraadet har paa Legatudvalgets Instilling be- stemt, at Legatet i Dag skulde uddeles i Form af en Sparekassebog paa 200 Kr. til Ingeniør, cand. polyt.