Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1912-16

196 - størrelse m- m. I Trolleytraad ligger Kornenes Længde mellem og ^20 mm, mens Bredden kun er 1li heraf. Ved Opvarmning forsvinder denne Langstrakthed, efterhaanden som Temperaturen sti- ger, og gaar man op over 1000°, bliver Bredden større end Længden, og Kornstørrelsen kan stige lil op imod 1 mm. Den første Virkning af Opvarm- ningen er dog en Kornformindskelse, ved hvilken Længden aftager, mens Bredden næsten ikke for- andres; 90 Timers Opvarmning til 200° formindskede Længden til 1I3. Kornene deler sig altsaa efter Længden lil de er bievne lige store i alle Retninger, og derpaa forener de sig til større Korn. At denne For- ening navnlig sker i Tværretningen kan muligvis for- klares ved, at Kornene er i intimere Berøring her. Naar Kobber i maanedsvis holdes paa en Temperatur af 100—450", faar det en lignende Struktur som ved Overhedning. I valsede Plader til Fyrkasser er Korn- længden gerne under '/io mm og lig 1,1 Gange Bred- den; hvis Bredden bliver større end Længden, er det et Tegn paa Overhedning. Koldtrukket Kobbers Til- bøjelighed til at blive storkornet voxer, naar det un- der Opvarmningen er i Berøring med udglødet Kob- ber. 19. William Campbell & John Glassford skriver om overhedet Damps Virkning paa Sløbejærn. Sløbe- jærns Formstykker i Rørledninger for overhedet Damp staar sig undertiden udmærket, mens de i andre Tilfælde kan bulne ud og revne. Man har søgi at forklare Skaderne alene ved Ledningens Tem- peraturspændinger i Forbindelse med den blivende Udvidelse, som langvarig Opvarmning fremkalder. À. E. Outerbridge fandt, al en kvadratisk Slang med 25,4 mm Sidelinie og 376 mm Længde ved gentagne Opvarmninger voxede til en Brede af 28,6 mm og en Længde af 419,1 mm, uden at Vægten forandrede sig, saa Vægtfylden gik ned fra 7,13 til 6,01; en enkelt Opvarmning lil 788" forlængede Slangen 1,6 mm, en Opvarmning lil 649° havde en langt ringere Virkning, og en Temperatur under synlig Rødglødhede havde en saa ringe Virkning, at han ikke prøvede paa at maale den. En Rislestang voksede under Brugen 11,4 pCt. i Længden og 37% pCt. i Tykkelsen. Han bemærkede, at Jærn med lidet Silicium og meget, kemisk bundet Kulslof voksede mindst, men mener iøvrigt, at Jærnets Forandringer skyldes fysiske og ikke kemiske Processer. Rugan & Carpenter har der- imod fundet, at der foregaar en Iltning, og al Vægten stiger under Processen, samt at Væksten aftog med Silicium indholdet, og for hvidt Støbejærns Vedkom- mende endog gik over til et Svind. Disse Resultater bekræftes af Forfatternes mikroskopiske Undersøgel- ser af Sløbejærn, der i længere Tid har været udsat for overhedet Damp af 4250. Staal, hammerbart Støbegods og hvidt Sløbejærn iltes kun overfladisk, mens Iltningen hos graat Sløbejærn gaar i Dybden, følgende de store Grafitblade, og Ødelæggelsen voxer med Mængden af Silicium. 20. H. Bauche skriver om Elektrolyters Angreb paa spændte Metaller. En Metalstang, hvis ene Ende er koldtvalset og altsaa har indre Spændinger, mens den anden er udglødet, altsaa spændingsfri, vil, naar den lægges i en Elektrolyt, fremkalde en elektrisk Strøm, idet den koldtvalsede Ende danner den posi- tive Pol; og i al Almindelighed gælder den Regel, at naar samme Metal forekommer i lo ulige stabile For- mer og er i Forbindelse med en Elektrolyt, vil den mindst stabile Form danne den positive Pol. End- videre synes det, som om Strømmen søger at føre Me- tallet over fra den metastabile Form til den stabile, idet den fremkalder Revner i Metallet, saa at Spæn- dingerne ophæves. Paa denne Maade kan hvidt Tins Omdannelse til graat forklares. Forfatteren sleb hærdede Staalkugler flade og ætsede Tværsnittet, hvorved der fremkom Revner paa Kryds og tværs, der udløste Hærdespændingerne. Revner i Kedel- plader, der er optraadt saa hyppig i det sidste Aarti, fordi man har forøget Damptrykket, Temperaturen og Fyringens Intensitet, forklares ved, at Pladerne, der er bragt i en metastabil, ukrystallinsk Tilstands- form ved Valsning, efterhaanden vender tilbage til den krystallinske Form. 3. Haardhed o g S 1 i cl f a s t h e d. 4. Portevin & Nusbaumer har fundet, at Tin- bronces Slidfasthed aflager med voksende Tinind- hold, naar delle overskrider 10 pCt., og navnlig naar Trykkel er stort. En Fosfortilsætning forøger paa ingen Maade <le tinfattige (< 10 pCt.l Broncers Slid- fasthed, kun de tinriges; den neutraliserer allsaa til en vis Grad Virkningen af en varierende Tinmængde. 4. Slagprøver. 1. G. Charpg og andre har fundet, al en ind- kærvet Stangs Brtidarbejde ved Bøjning divideret med Brudfladens Areal varierer med Prøvelegemets Stør- relse, selv om Prøvelegemerne er ligedannede. Det større og det mindre Normalprøvelegeme, som blev vedtagne paa Kongressen i København, giver derfor ikke overensstemmende Resultater, saaledes som Hen-