Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1912-16

I 6 Ol I fornødne plastiske Tilstand. Hvis der ved Afskal- lingen viser sig porøse Steder, maa Overfladen straks kostes over med en Mørtelvælling af samme Blan- dingsforhold som Betonens Mørtel. Denne maa ikke være magrere end 1 Maal Cement til l'/a Maal Sand eller 2/s Maal Cement + '/s Maal Trass til 2 Maal Sand. 4. Foreningen af tyske Portlandcement-Fabri- kanter foreslaar Kongressen at anbefale, at i Leve- ringsbetingelser for Portlandcement Maksimalindhol- det af SO3 sættes til 2,5 pCt. Under Diskusionen foreslog Humphrey Nedsæt- telsen af en Kommission til at bedømme Grænsen og fremkomme med Forslag paa næste Kongres. Feret foreslog en Resolution, hvorefter Kongressen ikke skal befatte sig med at fastsætte bestemte Tal i Leveringsbetingelser; herimod tog Foss kraftig til Orde. I en anden Forbindelse meddelte Feret, at han altid har ment, at fintmalet Cement var bedre i Hav- vand end grov, og at den franske Regering nu ogsaa har opgivet Brugen af grov Gement. Endvidere fremførte Ingeniør A. Poulsen, Lem- vig, sine Resultater med Molercement og blev, som rimeligt er, angrebet af Trassfabrikanterne. Det vi- ste sig, at Ingeniør Poulsen har en Konkurrent, en Amerikaner, der meddelte, at han havde gjort en Opfindelse: Sammenmaling af Diatoméjord og Ce- ment til Brug i Havvand. Dr. Müller fremhævede, at de lyske Havvandsforsøg havde vist, at det vigtig- ste var at fremstille en tæt Beton. 5. M. Gassier har sammenlignet naturligt Strandsands og kunstigt Sands (knuste Stens) Brug- barhed til Mørtler af Cement og hydraulisk Kalk. Prøvelegemerne, der hærdnede i Vand og var indtil 6 Aar gamle, viste, at det kunstige Sand gav størst Styrke, naar blot det var lerfrit. Mørtlernes Evne til at taale Havvand var ens. 6. J. Bied har søgt at forringe Cementmørtels Porøsitet ved at tilsætte fremmede Stoffer. Cement- mørtels Porer kan være saa haarfine, at selv store Tryk ikke formaar at drive Vand igennem dem, mens de paa den anden Side selv suger Vand til sig som Følge af Haarrørskraften. Hvis slige Mørt- ler lægges i cn Saltopløsning eller i rent Vand, vil der ved Diffusion kunne vandre Salte ind i Mørtelen, eller dennes Salte vil kunne vandre ud i Vandet. Da denne Diffusion kan spille en Rolle ved Havvandets Angreb, har Bied sogt at formindske den, og det viste sig, at en Tilsætning af Lerjordbaryt fremkaldte en Udfældning af Bariumsulfat, der stoppede Haar- rørene, og at ogsaa tyk Mineralolie virkede gunstigt. 19. Sten og Murværk. 1. A. Hanisch anbefaler paa Kommission 7’s Vegne, at Laboratorierne indfører Hirschwalds Me- tode til Undersøgelse af naturlige Bygningssten. Under Kongresforhandlingerne blev Resolutio- nen forelagt af Professor Hirschwald selv, og den gav Anledning til det eneste oplivende Optrin, idet Martens talte imod den og vilde have Metoden yder- ligere prøvet; i samme Retning gik et Brev fra Kloes. Hirschwald replicerede, skarpt til Mårtens og for- agteligt til Kloes (som han ikke fandt Anledning til at svare), hvorpaa en Østriger, Tannhäuser, gendrev Kloes og var ret nærgaaende mod Martens. Fra amerikansk Side meddeltes, at man i New York ikke havde fundet Laboratorieforsøg tilstrækkelige til at bedømme Brosten efter, men havde brolagt en Gade med 40 forskellige Granitter. 2. P. Labordère & F. Anstett skriver om Prøv- ning af Brosten i Paris. Byen køber aarlig ca. 3 Mili. nye Sten og undersøger deres Knusningsstyrke, Styrke mod Slag og Slidfasthed. 3. J. A. v. d. Kloes skriver om Mørtelens Ind- flydelse paa Murværks Varighed og mener, at de vandopløselige Salte i Mørtelen ved deres Udkrystal- lisation kan sprænge Stenenes Kanter af langs Fugen. I et Skrift, som Professor Hirschwald omdelte paa Kongressen, paastaar han, at en saadan Virk- ning er udelukket, idet der ikke gives noget vand- opløseligt Salt, hvis Vægtfylde er mindre end den mættede Opløsnings, og følgelig maa Krystaldannel- sen være ledsaget af et Svind og ikke af en Ud- bulning. Den sidste Slutning er dog næppe uan- gribelig, da man nok kunde tænke sig luftfyldte Hul- rum mellem Krystallerne. Derimod gør han med Rette opmærksom paa, at der ikke kræves nogen kunstig Hypotese til at forklare, at Stenenes Kanter først forvitrer, thi det er en simpel Frostvirkning. Er Fugemørtelen tættere end Sienen, vil Regnvandet, naar det synker ned gennem Stenen, blive standset af Fugen (Fig. 23), og den nedadvendende Kant er følgelig mest udsat for at sprænges. Mange Sand- sten indeholder opløselige Stoffer, som af Vandet aflejres i den nedre Del af Overfladen, og efterhaan- den dannes der en tæt Skorpe, der forhindrer For- dampning, indtil den sluttelig sprænges af. Frem- springende Gesimser har i særlig Grad Lejlighed til at optage Vand og forvitrer derfor stærkt paa denne