Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1912-16

- 256 - befales enhver, der interesserer sig for Spørgsmaalet om Beton i Søvand. Det er paa en behagelig Maade fri for »Tendens« i nogen Retning. Der er ganske vist en Uen- delighed af Laboratorieforsøg, men de er tilsyneladende behandlede paa en rolig og nøgtern Maade, og man har ved Læsningen en vis Fornemmelse af, at Forfatterne ikke er saa imponerede af Laboratorieforsøgene, men nok saa meget respekterer Resultater fra det praktiske Liv. En væsentlig Mangel, og dette gælder naturligvis særlig For- søgene foretagne i Havvandet, er det, at Undersøgelserne kun strækker sig over et Tidsrum af 3^2 Aar. Straks i Indledningen anføres,'al man ikke behøver al forudsætte nogen kemisk Reaktion i Cementen, hid- rørende fra Havvandets Salte (f. Eks. den almindelig an- tagne Proces: Magnesiahydrat og Kalciumsulfoaluminat), idet alene Udkrystallisationen af de i Havvandet fore- kommende Salte, ligesom jo ogsaa Frosten, kan frem- bringe Sprængninger i Betonen. Det har saaledes ofte vist sig, at paa de Steder, hvor Betonen omkring D. V. har været særlig angrebet, har det samme været Tilfældet med Klinker, Sandsten, ja endog Granit, der dog maa anses for kemisk indifferent. Formaalet med Undersøgelserne var dels at bestemme Cementens Holdbarhed i alkaliske Opløsninger og i Hav- vand, dels, om muligt, at finde Aarsagen til den even- tuelle Dekoniposilion. Der foretoges baade Laboratorie- forsøg og Forsøg i Naturen. De førstnævnte var dels »fysiske«, dels »kemiske«. Hensigten med de fysiske Forsøg var, ved at anbringe Gemen Hegemer i forskellige alkaliske Opløsninger i længere eller kortere Tid, at be- stemme Legemernes Modstandsevne mod Dekomposition og Revnedannelser. Ved de kemiske Forsøg blev Cementen anbragt i Be- holdere med forskellige alkaliske Opløsninger og rystet, saaledes at Cementen ikke størknede. Efter forskellige Tidsperioder blev Opløsningerne analyserede og friske Opløsninger af samme Styrke og Sammensætning tilsatte. Ad denne Vej blev det muligt at bestemme, hvad Ce- menten havde afgivet til Opløsningen, og hvad Opløsnin- gen havde afgivet til Cementen. Paavirkningen af Cementen er naturligvis ikke saa lidt forskellig fra den, der maa tænkes at finde Sted i Praksis. Men den benyttede Fremgangsmaade giver dog ! et meget hurtigt og klart Indtryk af Alkaliernes kemiske Indvirkning paa Cementen. Det maa desuden erindres, at i mange Tilfælde støbes store Betonkonstruktioner under Vand, hvorved det salte, ofte urolige Vand kom- mer i intim Berøring med Betonen inden Hærdningen. Endvidere skal bemærkes, at Friktionen fra Sand, op- stemmet i Bølgerne —■ eller fra Bølgerne direkte — ofte forhindrer Aflejringen af Reaklionsprodukler, der vilde kunne virke beskyttende paa den øvrige Del af Beton- legemet. Af Undersøgelserne fremgik del bl. a., at Kloropløsnin- ger er mere aktive end Svovlopløsninger. Da Svovldekom- positionsprodukterne ikke er opløselige, vil disse nemlig i Praksis danne et beskyttende Overtræk paa Betonen og værge den mod videre Angreb. Endvidere paavistes det, at hvor Klorid- og Sulfatopløsninger optræder sammen, bliver Sulfaternes beskyttende Evne mindre. Et saadanl Forhold forekommer i Havvand. Betonundersøgelserne i Naturen er foretagne ved Ky- sten af Atlantic City, N. Y., beliggende ca. 150 miles syd for New-York. Laboratoriebygningen, hvorfra Un- dersøgelserne anstillede®, er beliggende ca. 700 Fod ud i Atlanterhavet og er bygget paa Pæle i en Højde af 20 Fod over Middelflod og paa en Vanddybde af 20 Fod. Prøvelegemerne anbragtes dels i en Højde beliggende mel- lem Ebbe og Flod, dels under Ebbevandstand. De blev støble paa forskellig Maade som Legemer af forskellig Form og Størrelse og med variérende Blandingsforhold, Et tilsvarende Antal Prøvelegemer anbragtes i fersk Vand. For øvrigt blev Legemerne undersøgte saavel i kemisk som i fysisk Henseende. I Forbindelse med disse Undersøgelser foretoges og- saa, nærmest af Hensyn til Arbejderne ved Panamakana- len, Forsøg med Betonlegemer med Metalindlæg, Betonen bestod af 1 D. Portlandcement + 1 D. Sand + 5 D. Grus, hvilken Sammensætning ved Forsøg gav den tætteste Beton. Det viste sig, at Metal, der laa nærmere Beton- overfladen end 1", blev angrebet, til Tider helt destrueret. Resultaterne af samtlige Undersøgelser sammenfattes i en Række Theses, hvoraf en Del skal gengives her i Oversættelse1) : »Portlandcement-Mørtel eller -Beton kan, dersom den er porøs, opløses ad mekanisk Vej ved Udkrystal- lisering i Porerne af næsten ethvert som helst Salt, saa- fremt en tilstrækkelig Mængde af Saltet kan akkumu- leres og en hurtig Dannelse af Krystaller foregaa. Da der ved langsom Krystallisering dannes større Krystal- ler, vil der ske det samme i videre Omfang, men efter længere Tids Forløb, dersom der foregaar en langsom Tørring. Porøse Sten, Mursten og andet Bygningsmateriale bliver paavirket paa samme Maade. Derfor er en tæt, ikke porøs Overflade af afgørende Betyd- ning, hvor en Koncentration af Salte er mulig. Medens i Laboratoriet en hydraulisk Cement let dekomponeres, dersom den udsættes for en intim Paa- virkning af forskellige Sulfat- og Kloridopløsninger, tyder Forsøg, foretagne i Naturen, paa, at disse Reak- tioner i Praksis er meget svækkede, i mange Til- fælde endogsaa fuldstændig ophævede, sandsynligvis som en Følge af Karbonisering af Cemen- tens Kalk nær ved Betonens Overflade eller ved Dan- nelse af et uigennemtrængeligt Lag eller beskyttende Overtræk af aflejrede Salte. Godt tilberedt Portlandcement-Be- ton er, naar den er fuldstændig nedsæn- ket i Vand, øjensynlig ikke Genstand for Dekomposition paa Grund af H a v - vandets kemiske Virkning2). Medens de foretagne Undersøgeser tydede paa, at Portlandcement-Beton, der befinder sig i Tidevands- bæltet, modstaar kemisk Dekomposition lige saa til- fredsstillende som den fuldstændigt neddykkede Beton, J) Udhævelserne ergforetagne af mig. !) Ing. A. Poulsen siger i »Cement i Havvand« (1909): »Hav- vandets kemiske Virkning alene er ikke i Stand til at øde- lægge Mørtelen, idet Portlandcement synes at forblive tem- melig uforandret«, og: »Mørtelprøvernes Ødelæggelse skyldes hovedsagelig den mekaniske Virkning af Frosten.«