Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1912-16

— 355 — foran Haardtguinmiskiven Z, men er forlagt til det ringformede Rum V, hvis store Metaloverflade afleder den skadelige Opvarmning. Vigtigt er det, at man i k k-e smører Flaskeventilen eller Reduktionsventilen, der hører til Ilt- flasken, med Olie eller Fedt, thi disse Stoller bliver let antændt, hvor de udsættes for komprimeret Ilt, og deres Antændelse forplanter sig til de for Iltens Berøring udsalte Metaldele, saa at man ligesom i for- rige Tilfælde kan faa en Eksplosion1 *). Hvis man smører den Forskruning, hvormed Reduktionsventilen forbin- des med Ledningen til Brænderen, med Fedt eller Olie, risikeres ingen Eksplosion, da Ilten jo her er under reduceret Tryk, men man faar Ventilen ødelagt, ved at dens Metaldele brænder under stærk Sprutten af Gnister. Fig. 4. Brint-Iltbrænder fra Draegerwerk, set fra Siden Fig. 5. Do., set i Snit. Fig. 4—5 viser en Brint-Iltbrænder fra Draegeriverk. Ilten og Brinten ledes ad Slanger til Tudene A med samme Tryk, der ved store Brændere kan være indtil 3 Atm., men ellers kan være betydelig mindre. Ilten og Brinten strømmer gennem Rørene og Dobbelthanen B, der kan lukke for dem begge sam- tidig, gennem Mundstykket C ind i Blandingsrummet D, hvor de blandes inderlig sammen, før de træde ud af Brænderspidsen og tændes. E er en Nippel. Paa Brænderen er anbragt et Beskyttelsesskjold imod Var- me og Gnister, men ofte skruer Arbejderne det af og bruger det ikke. I 1775 opdagede Priestley Knaldgassen, og efter Lavoisier skal den første Knaldgasblæseflamme have været anvendt af de Saron. Det af Drummond 1826 —27 benyttede Drummondske Kalklys, der bestod i, at Kalk glødedes i en Knaldgasflamme, var opfundet af Sir Goldstvorthy Guerney. Men disse ældre Knald- l) Om en saadan Eksplosion: Tidsskrift for Industri 1915, S. 48. 1 gasflammer til Brug i lille Maalestok var saaledes indrettede, at de lo Luftarter lededes i to koncentriske Rør og først mødtes ved Udstrømningen. Da man indsaa Vigtigheden af, at Luftarterne blev blandede inderligt, naar man vilde have en stor Varmeudvikling, gik man over til, som ved den viste Brænder, at blande dem før Udstrømningen1). Teoretisk talt skulde der ved Forbrændingen af 2 Dele Brint og 1 Del Ilt kunne naas en Varme af (>700" C, men da den dannede Vand- damp dissocieres, synker Temperaturen til 2100 à 2400° C. Ved Indførelsen af Blandingskamret faar man imidlertid en eksplosibel Blanding i dette, som man risikerer, al Flammen slaar tilbage i. Brænderens Metal begynder da at brænde og udsende Gnister, og man maa derfor straks lukke for Dobbelthanen B. Længere end til Blandingskamret kan Flammen ikke slaa tilbage, thi selv om Brintflasken er ved at blive tom, vil Ilten lettere kunne Søge ud af Brænderspid- sens vide Kanal end tilbage til Brinten ad en af de snævre Kanaler, ad hvilke de to Luftarter normalt træder ind i Blandingskamret under en spids Vinkel med hinanden, saa at de virker sugende paa hinanden, hvis deres Hastighed er noget forskellig. Den Fart, hvormed Antændelsen kan forplante sig fra Flammen og bagud, kaldes Tændhastigheden, og den er for en Flamme af 2 Dele Brint og 1 Del Ilt 2300 m pr. Sekund. For at Tilbageslagning ikke skal ske, maa Gasblandingen træde ud af Mundingen med en større Hastighed end 2300 ni. Ved autogen Svejsning maa man imidlertid bruge betydelig mere Brint, da ellers den ved Vanddampenes Dissociation dannede frie Ilt ilter Metallerne, som skal svejses. Dissocia- tionen af Vanddamp vil nemlig aftage, naar der til- føres et Overskud af et af Spaltningspiodukterne, idet efter en Lov i den fysiske Kemi Ilttryk X Brinttryk er konstant2). Man bruger derfor 4 à 5 Dele Brint for hver Del Ilt og derved modvirkes Dissociationen. Med nævnte Blandingsforhold behøves en betydelig mindre Udtrædningshastighed, da Tændhastigheden >) Nærmere i Karmarsch u. Heerens: Techn. Wörterbuch, X. Bd., 1889, S. 398. 2) I Stedet for at forklare Virkningen af Tilførslen af Brint i Overskud paa denne Maade, forklares den i Reglen simpelt hen ved, at Brinten virker til at gøre Flammen reducerende, men det er ikke rigtigt, hvis man opfatter denne Forkla- ring, som om Brinten skulde virke ved at reducere Iltet, efterhaanden som dette dannes ved Vanddampens Virkning paa det smeltede Metal. Hvis saa var, vilde der jo ved Re- duktionen dannes Vanddamp, der af det smeltede Metal straks vilde dekomponeres og give Anledning til ny Iltning, og Brintens Virkning var jo da ubegribelig. Naar Granjon og Rosemberg i deres senere nævnte Værk p. 28 anfører, at Brintoverskuddet virker ved at fortynde Vanddampene, er dette heller ikke rigtigt, idet man da lige saa godt maatte kunne tilføre en indifferent Luft som Overskuddet af Brin