Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1912-16

- 433 - i Jærnet, og der maa følgelig opstaa Adhæsionsspændinger mellem dette og Betonen; disse Spændinger er afsatte op- efter fra Jærnets Overside. I en Afstand x fra Revnen vil Trækspændingerne atter have deres oprindelige Værdi, og Adhæsionsspændingen altsaa være Nul. Den første Revne aflaster derfor Betonen paa Strækningen x til begge Sider, men i den øvrige Del af Prismet er Betonspæn- dingen oppe paa Brudværdien Slb, og der vil følgelig op- staa nye Revner med en indbyrdes Afstand af højst 2 x. Saafremt Adhæsionen ikke ophæves, vil Revnens Vidde være Nul inde ved Jærnet, og naar dette ligger nær Betonens Overflade, som det gør i rationelle Konstruk- tioner, vil Revnen forblive meget fin. I slige Konstruk- tioner vil en tydelig Revne formentlig kun forekomme, naar Adhæsionen ophæves paa en Strækning 1, hvorved Spændingstilstanden bliver den i Fig. 16 viste. Ser man bort fra Tværsnittenes Krumning, kan man beregne den Værdi af 1, der giver Revnen en Vidde af 1/200 mm. Man har nemlig: _ ïo’ôïï °J £j- T- - altsaa: Ej _ 2100000 _ 1050 2ooog] — 2000d] o] Konsekvensen af det foregaaende er tilsyneladende, at man ved Brugen af Jærn, der ikke kan glide, f. Eks. Knudejærn, maa kunne udskyde Dannelsen af tydelige Revner til det Tidspunkt, paa hvilket Jærnet flyder, men i Virkeligheden viser den første Revne i en bøjet Bjælke sig paa samme Tidspunkt, uden Hensyn til om Bjælken er armeret med Knudejærn eller med Rundjærn1). Denne tilsyneladende Uoverensstemmelse forsvinder, naar man betænker, at Adhæsionen kun behøver at ophæves paa en Længde af ca. 1 cm, for at Revnen skal blive synlig; <la Knudernes Længde som Regel er større end 1 cm, kan de selvfølgelig ikke hindre, at Betonen trækker sig løs paa denne Strækning; men Revnernes Vidde kan ikke blive større end den Forlængelse, Jærnet faar paa en Knudes Længde, og spinkelt Knudejærn vil derfor utvivl- somt være i høj Grad egnet til at udelukke Dannelsen af grovere Revner, saa længe det ikke flyder. Hvad enten Adhæsionen ophæves eller ej, vil den Længde (x), som kræves til at faa Trækket i Jærnet ens- formig fordelt over Tværsnittet, være des mindre, jo bedre Jærnet er fordelt over Tværsnittet, og jo mindre °j er. Stærk Armering og spinkle Jærn giver derfor tætliggende, fine Revner; svag Armering og svære Jærn giver færre og grovere Revner. Vi kan nu delvis forklare Grunden til, at Jærnet i en Bjælke, til Trods for at Betonen er revnet, ikke for- længer sig saa meget, som det teoretisk skulde (se Fig. 6). Den teoretiske Jærnspænding er nemjig kun til Stede i selve Revnerne, i Betonen mellem disse virker der stadig Trækspændinger (Fig. 12), der aflaster Jærnet, saa det forlænger sig mindre. Betonens Virkning svarer paa det nærmeste til den Virkning, det vilde have, om man an- bragte Fortykkelser paa Jærnet mellem Revnerne. 6. Revnedannelse som Følge af et ydre Træk, hvis Størrelse vokser med Svindet. Vi har hidtil betragtet P som en af Svindet uafhængig ydre Kraft, men meget ofte er P en elastisk Modstand, der fremkaldes af Svindet; naar f. Eks. en Gitterstang svinder, vil Knudepunkterne ofte yde en elastisk Mod- stand, naar en Bjælke svinder, vil Søjlerne yde en elastisk Modstand, naar en Plade svinder, vil Bjælkerne yde en elastisk Modstand. öj kan bestemmes af (13), der med s{> = 15, <p — 1, t 0,4 1 Eb — 100000 og es = jQQQ giver Oj = 975, hvoraf: II ° S 2 S II 1,08 cm. Jo mindre Gj er, paa en desto større Strækning maa Adhæsionen ophæves, for at Revnen skal blive tydelig, og Faren for en tydelig Revne aftager derfor med o!. Vil man undgaa en tydelig Revne, maa man følgelig, ligesom naar man vil undgaa en gabende Revne, armere des stær- kere, jo større Betonens Trækstyrke er, og jo mindre dens Svind er. Men her kommer en ny og meget vigtig Faktor til, nemlig Jærnets Fordeling; ved at bruge meget og spinkelt Jærn kan man bringe Adhæsionsspændingen saa langt ned, at Adhæsionen overhovedet ikke ophæves, og Revnerne altsaa forbliver ganske fine. Fig. 17 viser Længdesnit i et Betonprisme, der er indstøbt i to Mure, saaledes at Enderne er fuldstændig fastholdte og Længden I absolut uforanderlig. Under Prismets Forsøg paa at blive kortere opstaar der Træk- j spændinger, der til enhver Tid er saa store, at de giver Prismet en Forlængelse, der netop opvejer Svindet. Naar Svindet og dermed Forlængelsen er naaet op til 0,15 inm/m, vil Prismet revne, og Revnens Vidde vil være lig 0,15 min multipliceret med Prismets Længde i Meter. Senere vil de to Prismestykker naturligvis svinde yder- ligere. ’) Se mine Forsøg i .Ingeniøren« 1908, S. 135.