Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1912-16

I 00 »O I Meddelelse LXXL Om Induktor og Induktordrift. Af Jul. Hartmann. Induktorens Teori. I det efterfølgende skal der først gives en kort Oversigt over Induktorens elementære Teori, saa- ledes som den for Eks. er fremsat af Klingelfuss1). Dernæst skal Teorien og i det hele taget Induktorens Virkemaade belyses ved en Række Oscillogrammer. Tydningen af visse Enkeltheder i disse kræver nogen Kendskab til en mere detailleret Teori, hvilken Teori er givet blandt andre af Schnell2). I Schnells Arbejde er gengivet en Række Strømbilleder. Disse er imidlertid paa Grund af Optagelsesmaaden ret uty- delige. Jeg har derfor ment, at de skarpere Oscillo- grammer nedenfor kunde have deres Interesse, selv om de i Hovedsagen kun bekræfter Schnells Iagt- tagelser. Foruden de Oscillogrammer, der belyser Teorien, har jeg tilføjet enkelte, der belyser Anoma- lier ved Driften. I Fig. 1 ses Induktorskemaet. Induktoren er jo som bekendt at opfatte som en Transformator. Den primære Side er i Figuren P. Ved Drift med mekaniske Afbrydere er der parallelt med P ind- bygget en Kondensator C, der sammen med P dan- ner en elektrisk Svingningskreds. I det Øjeblik Af- bryderen A slutter Forbindelsen til Batteriet B, be- gynder Strømmen at vokse op iP efter den exponen- tielle Lov: hvor R er Kredsens Modstand, L den virksomme Selvinduktion, og E Driftspændingen. Efter en vis Tid t, — Strømslutningstiden — afbrydes Kredsen ved A, og den elektrokinetiske Energi, der til dette Tidspunkt findes i Primærviklingen, transformeres delvis til elektriske Svingninger i den ovenfor an- tydede Svingningskreds. Perioden for disse Sving- ninger vil være bestemt ved II to (2) De elektriske Svingninger inducerer i Sekun- dærviklingen en vis elektromotorisk Kraft. Ganske som ved en almindelig Transformator gælder, at den inducerede elektromotoriske Kraft med Til- nærmelse er lige saa mange Gange større end Maximalamplituden af den primære Kreds Sving- ninger, som Vindingstallet i den sekundære Kreds n, er større end Vindingstallet nx i den primære, alt- saa at For Ex faas nu let et tilnærmet Udtryk. Den elektrokinetiske Energi i Afbrydningsøjeblikket er jo hvor im er den Værdi, hvortil Strømmen var vokset op, da Afbrydningen fandt Sted. Denne Energi er meget nær lig den elektrostatiske j Periode senere, altsaa lig saa at = (4) Ved en given Induktor bliver altsaa E1 og dermed ogsaa E2 og endelig atter Gnist- længden proportional med den maximale Strøm im. , Regulering af Spænding og Gnistlængde. Ofte er Induktorens primære Vikling delt i en Række Underafdelinger, der kan indskydes i Række eller parallelt eller delvis i Række, delvis parallelt. Herved kan man forandre L og dermed Ej. Teorien for den sidste Forandring er let at opskrive. Vi har ’) Ann d. Phys. 5, 837 og 9, 1198. Ann. d. Phys. 21,1. II q"l C L C